Asylpar blev adskilt i 2016: Vi kan ikke skilles ad
Rigsretssagen nærmer sig sin slutning. Onsdag redegjorde anklager for de par, som var omfattet af instruks.
- Jeg vil ikke, ikke, ikke, ikke væk fra ham, og jeg vil ikke noget sted hen uden ham. Selv hvis jeg skulle være nødt til at sultestrejke eller udeblive fra skole, og jeg kan også finde på at skade mig selv.
Det var en af de reaktioner, der kom, efter at Inger Støjberg i 2016 i en pressemeddelelse havde meddelt, at hun satte en stopper for, at mindreårige asylansøgere kunne bo med en ægtefælle eller samlever.
Støjberg er tiltalt i Rigsretten for en ulovlig instruks om at adskille uden at give individuel sagsbehandling. Hun nægter sig skyldig.
Sagen nærmer sig sin slutning, og anklager Jon Lauritzen brugte onsdag flere timer på at læse oplysninger om asylpar op og fortsætter torsdag. 23 ud af de 32 par blev adskilt efter den ændrede ordning.
Blandt parrene var en pige på 17 år. Det var hende, der skrev, at hun kunne finde på at skade sig selv.
Hun var sammen med en mand på 18 år. De blev adskilt den 16. februar 2016, inden de i juni samme år overgik til integration og altså ikke skulle bo på asylcenter længere.
- Vi to elsker hinanden rigtig meget. Vi kan ikke skilles ad. Han elsker mig og jeg elsker ham, og vil ikke, ikke, ikke skilles fra hinanden, skrev pigen i en klage.
For andre par var der større aldersforskel. Blandt andet et syrisk par med en gravid pige på 17 år og en 26-årig mand.
- Parret nægtede at tage bussen i dag og har derudover varslet sultestrejke, står der blandt andet om parret.
Parret valgte at klage til Folketingets Ombudsmand, og i juli 2016 fik de lov til at bo sammen igen. Desuden fik de senere i Københavns Byret tilkendt en erstatning på 20.000 kroner på grund af adskillelsen.
Et andet par, som havde et lille barn, blev adskilt den 4. marts 2016 og var det frem til juli samme år. Pigen var 16 år og manden 21 år. Pigen var desuden gravid.
- Jeg vil hellere dø end at flytte, sagde manden ifølge en indberetning.
Et par, hvor pigen var 15 år og manden 19 år, blev adskilt den 16. februar 2016 og var adskilt i 75 dage, før de kunne flytte sammen, da de overgik til integration og fik opholdstilladelse.
- De valgte netop at tage til Danmark for at kunne blive sammen som ægtefolk, står der om parret.
- Kvinden giver udtryk for frustration over, at ægtefællen ikke har mulighed for at være ved hende og støtte hende, når hun har det dårligt.
Oplæsningen af sager fortsætter torsdag, som er sidste retsmøde, inden der den 22., 24. og 25. november er procedure. Dommen ventes inden jul.