Fortsæt til indhold
Politik

Frie Grønne er kommet over 20.182 vælgererklæringer

Frie Grønne har nu modtaget over 20.182 vælgererklæringer og kan dermed se frem til at blive opstillingsberettiget til næste Folketingsvalg.

Efter alt at dømme kan du sætte kryds ved endnu et nyt parti, når du næste gang skal stemme til Folketingsvalget.

For mandag aften passerede Frie Grønne den magiske grænse på 20.182 vælgererklæringer, som er det antal, man skal indsamle for at blive opstillingsberettiget.

Det betyder altså, at partiet kan komme på stemmesedlen til næste valg. Endnu er Frie Grønne ikke officielt opstillingsberettiget, men det anses som formalia, når først man har fået nok vælgererklæringer.

Frie Grønne er et udbryderparti af Alternativet. Partiet blev stiftet i september 2020 og har Sikandar Siddique som politisk leder. Han sidder pt. som løsgænger i Folketinget sammen med Susanne Zimmer og Uffe Elbæk, der ligeledes er en del af Frie Grønne. Partiet er også repræsenteret ved Niko Grünfeld, der p.t. sidder i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, men som ikke genopstiller til kommunalvalget i midten af november.

Frie Grønne kalder sig selv for et venstrefløjsparti, der har »klimaansvarlighed og antiracisme øverst på dagsordenen«.

For lidt over en måned siden fik Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, også nok vælgererklæringer til at kunne stille op til næste Folketingsvalg.

Antallet af vælgererklæringer, der skal indsamles, førend et parti er opstillingsberettiget, er bl.a. fastsat efter, at kun partier med en vis opbakning fra vælgerne og dermed en reel chance for at komme ind i Folketinget, skal kunne stille op.

20.182 vælgererklæringer svarer til 1/175 af de gyldige stemmer ved seneste valg. 175 er det antallet mandater ud af Folketingets 179, som skal vælges i Danmark. De resterende vælges fra Færøerne og Grønland.

Når et parti har fået nok vælgererklæringer, skal det lave en såkaldt partianmeldelse. Når partiet har gjort det, bliver indsamlingen låst, og vælgerne vil ikke længere kunne give eller tilbagetrække vælgererklæringer.

Udover Frie Grønne og Moderaterne har også Kristendemokraterne og Veganerpartiet siden folketingsvalget indsamlet over 20.182 vælgererklæringer.