Løkkes nye parti og Frie Grønne i heftig kritik af vælgerhjemmeside
Indenrigsministeriet erkender to længerevarende nedbrud, men henviser til, at fejlene skulle være rettet.
»Partiet findes ikke«.
Sådan lød beskeden til en række borgere, der i slutningen af august forsøgte at afgive deres vælgererklæring til tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterne.
Opfordringen til at afgive erklæringen kom fra Lars Løkke Rasmussen selv i et opslag på partistifterens Facebook-side, som han den 30. august delte med sine 214.000 følgere. Men godt tre timer senere måtte han lave et nyt opslag.
»Tidligere i dag bad jeg om hjælp til at komme på stemmesedlen. Mange prøvede forgæves, fordi ministeriets server desværre gik ned,« konstaterede den forhenværende statsminister.
Jeg kan da godt forstå, hvis man gerne vil give sin vælgererklæring, men ender i en situation, hvor det bliver besværligt, at man så dropper det. Det er det, vi i værste fald frygter.
Systemet på sitet vælgererklæring.dk, hvor borgere med en vælgererklæring kan sende bl.a. Moderaterne og Frie Grønne tættere på de 20.182 vælgererklæringer, der skal til for at komme på stemmesedlen ved næste Folketingsvalg, blev overbelastet af de mange besøgende.
Dermed var brugere i en periode afholdt fra at enten afgive eller bekræfte en allerede afgivet vælgererklæring.
Det er ikke første gang, at sitet oplever tekniske problemer i større og mindre omfang, og det er et demokratisk problem, mener både Moderaterne og Frie Grønne.
Ifølge Jakob Engel-Schmidt, sekretariatsleder for partiet, har Moderaterne mindst tre gange oplevet nedbrud i forbindelse med, at de har opfordret deres følgere på sociale medier til at afgive en vælgererklæring. Indenrigs- og boligministeriet bekræfter, at der har været nedbrud i to tilfælde .
»Det er trist, at mennesker i Danmark, der ønsker at gøre brug af deres demokratiske ret til at sætte et nyt parti på stemmesedlen, mødes af en hjemmeside hos demokratiets fortrop, Indenrigsministeriet, hvor der står, at partiet ikke findes,« forklarer Jakob Engel-Schmidt, der er tidligere V-medlem af Folketinget.
Hos Frie Grønne oplevede man i foråret nedbrud ligeledes i forbindelse med, at man vil føre digital kampagne for vælgererklæringsindsamlingen. Det fortæller partiets kommunikationschef Bjarke Charlie Serritslev. Ministeriet kan ikke bekræfte det pågældende nedbrud.
»Selvfølgelig er det et demokratisk problem, hvis systemet til at afgive vælgererklæringer ikke virker. Så er der jo nogle, der i yderste konsekvens bliver udelukket fra at udføre en demokratisk handling i hvert fald midlertidigt,« siger kommunikationschefen.
Begge pointerer, at de tekniske problemer giver anledning til et stort antal henvendelser fra frustrerede borgere. Og det bringer et nyt problem med sig.
»Dermed ender der noget sagsbehandling ved os, og så bruger vi medarbejdertimer på at svare dem og følge op ved Indenrigsministeriet,« forklarer Bjarke Charlie Serritslev.
Indenrigs- og boligministeriet erkender, at der i to tilfælde henover sommeren - den 16. juni og 30. august - har været nedbrud af flere timers varighed på sitet.
»Den tekniske årsag bag overbelastningen har været forskellig i de to tilfælde, men virkningen for vælgeren har været den samme, nemlig at man i det pågældende tidsrum har haft vanskeligt ved, eller helt har været forhindret i, at afgive vælgererklæring,« skriver ministeriet og oplyser, at fejlene skulle være rettet, mens der er tilført »væsentligt flere ressourcer.«
Derudover henviser ministeriet til, at årsagerne til tekniske problemer blandt borgerne skal findes udenfor ministeriets område, bl.a. hvis der er udfald hos eksempelvis NemId eller e-boks.
Ministeriet erkender samtidigt, at de mange vælgererklæringer, der er tikket ind hos Moderaterne den seneste uge, udfordrer systemet.
»På nuværende tidspunkt indeholder vælgererklæringssystemet over 90.000 vælgererklæringer, som vælgere enkeltvis har afgivet med NemID, heraf ca. 10.000 afgivet til Moderaterne over ca. tre døgn i indeværende uge. Ud af denne volumen må det forventes, at enkelte brugere af den ene eller den anden årsag oplever problemer.«
De endnu ikke opstillingsberettigede partier frygter begge at miste vælgererklæringer på de tekniske problemer.
»Jeg kan da godt forstå, hvis man gerne vil give sin vælgererklæring, men ender i en situation, hvor det bliver besværligt, at man så dropper det. Det er det, vi i værste fald frygter,« siger Bjarke Charlie Serritslev fra Frie Grønne.
»Helt ærligt, det er 2021 og vi burde kunne lave digitale løsninger, der fungerer.«
Jakob Engel-Schmidt er enig:
»I virkeligheden er det et meget stort vejbump et sted, hvor vejen burde være velasfalteret. Vi bryster os af at være verdens mest velfungerede demokrati, og så er det meget uheldigt, at partier, der ønsker at være en del af det demokrati, ikke kan få lov til det på samme nemme måde, som de etablerede partier.«
Både Moderaterne og Frie Grønne, der har folketingsmedlem Sikandar Siddique i spidsen som politisk leder, nærmer sig det gyldne skæringspunkt på 20.182 vælgererklæringer.
Moderaterne har lige nu 17.454 erklæringer, mens Frie grønne har 16.617. Begge partier forventer at nå antallet inden for en overskuelig fremtid.