- Opdateret 07/09/2021 kl. 14:12
Lavere dagpenge skal få 4 af 10 ledige nyuddannede i job
Regeringen forventer, at lavere dagpenge vil skaffe 8800 nyuddannede job frem mod 2030, viser beregning.
Mindre i dagpenge til nyuddannede bidrager med den største del af beskæftigelsen i regeringens reformudspil ”Danmark kan mere I”, som blev præsenteret tirsdag. Det viser regeringens egne beregninger.
Forslaget om lavere dimittend-dagpenge vil ifølge regeringens beregninger betyde 8800 ekstra i beskæftigelse i 2030.
Til sammenligning så vil det næst mest effektive forslag i regeringens udspil øge beskæftigelsen med 1650 personer. Det er forslaget om, at man ikke længere vil bliver modregnet i sin pension, hvis ægtefællen arbejder. Også det forslag er et forsøg på at få flere danskere til at arbejde.
Cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen fremhæver, at forslaget om lavere dagpenge dermed forventes at reducerer dimittendledigheden med 40 procent.
- Det kan ikke forsvares, at man kan gå direkte fra universitetet ud i dimittend-dagpenge på knap 14.000 kroner. Den nuværende høje sats betyder, at nyuddannede akademikere fravælger et midlertidigt job i eksempelvis supermarkedet og tilvælger dagpenge, så vi ser en dimittend-ledighed på 30 procent, siger Mads Lundby Hansen.
Til gengæld vil regeringens andet centrale forslag om aktiveringspligt 37 timer om ugen kun fører til 250 flere i beskæftigelse, viser regeringens beregninger.
Forslaget om en aktiveringspligt er rettet mod indvandrere med integrationsbehov og svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Det fastslog beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ved præsentationen:
- Det vigtigste er, at folk kommer ud af døren. Rigtig mange ikke-vestlige kvinder oplever, at de på grund af social kontrol fra ægtefæller og sønner ikke får lov at gå ud af døren.
- Folk skal vænne sig til at være et sted syv til otte timer om dagen, sagde Peter Hummelgaard ved præsentationen af forslaget.
Selve det at skulle møde op for regeringen vigtigere end indholdet i aktiveringspligten. Den kan eksempelvis bestå af at skulle samle cigaretskodder og plastik op på strande, fastslog Peter Hummelgaard ved præsentationen. Også danskundervisning og virksomhedspraktik kan indgå i de 37 timers aktiveringspligt.
Samlet set forventer regeringen, at udspillet ”Danmark kan mere I” vil få 10.500 flere i beskæftigelse.
Regeringen skal dog først samle et flertal i Folketinget for forslagene, før de kan blive gennemført.
/ritzau/