Fortsæt til indhold
Politik

Regeringen vil ikke oplyse andre udrejselokaliteter

Regeringen afviser at oplyse, hvilke andre steder end Langeland der har været i spil til et kommende udrejsecenter. DF-formand Kristian Thulesen Dahl mistænker, at der ikke har været ret mange andre steder.

Det vil skabe utryghed, hvis folk får det at vide.

Det er en af de begrundelser, som regeringen bruger for at hemmeligholde, hvilke andre lokaliteter end Langeland der har været i spil til et omdiskuteret udrejsecenter.

Regeringen har over de seneste dage anført, at man har undersøgt flere lokaliteter, men at Langeland er det bedst egnede. Men den vil altså ikke oplyse, hvilke steder der er blevet fravalgt. Lukketheden møder borgerlig kritik.

Ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet har »Regeringen har siden den trådte til overvejet forskellige lokationer til et nyt udrejsecenter. Ministeriet har undersøgt forskellige private og statsligt ejede ejendomme på tværs af landet.«

I en skriftlig udtalelse til Jyllands-Posten siger udlændingeminister Mattias Tesfaye:

»Denne beslutning er ikke truffet over natten. Den er overvejet grundigt. Men jeg vil ikke fremlægge en lang liste over alle de fravalgte placeringer. Sådan en svær beslutning bør efter min mening træffes af en ansvarlig regering efter grundige faglige overvejelser og ikke i en ophedet offentlig debat, der blot gør endnu flere lokalsamfund utrygge og risikerer at spille kommuner ud mod hinanden. Det gavner intet. Men jeg kan sige, at vi har kigget nøje på mulighederne og fundet den mindst dårlige løsning.«

Den forklaring giver Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, dog ikke meget for.

»Man skal bruge bullshit-detektoren og spørge, om regeringen ikke netop skaber utryghed og spiller kommuner ud mod hinanden,« siger han med henvisning til, at regeringen i hans øjne stiller det op som et valg mellem Kærshovedgård i Midtjylland eller Langeland.

»Regeringens argumentation holder ikke et sekund. Regeringen er kommet på tynd is, og den må selvfølgelig i aften lægge på bordet, hvilke andre lokationer der har været i spil, og hvilke overvejelser den har gjort sig,« lyder det fra Thulesen Dahl med henvisning til, at Folketingets partier er indkaldt til møde om sagen kl. 19-20 tirsdag aften.

Han er langt fra overbevist om, at forarbejdet har været så grundigt, som regeringen signalerer.

»Den mistanke, som jeg tror mange af os sidder tilbage med, det er, at de i realiteten ikke har haft ret mange andre lokationer på bedding, og at det her skulle foregå i hast, fordi de viste, at diskussion om Syrien-børnene i sidste uge ville blive en stor sag, og derfor har de handlet meget hurtigt,« siger han og peger bl.a. på, at stedet blev købt forrige weekend til en pris, som har skabt undren på Langeland.

Den konservative udlændingeordfører, Marcus Knuth, siger:

»Det begynder at klinge lidt hult, at de har brugt to år på noget, som de ikke kan fortælle, hvad er.«

Tror du på, at de har undersøgt en række andre steder, som de oplyser?

»Hvis de siger det, må jeg jo tro på det. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor det skal tage to år at komme med en løsning, som de fleste kan forudsige, vil eksplodere,« siger Knuth.

Han deltager i aftenens møde sammen med Konservatives gruppeformand, Mai Mercado. Ligesom Kristian Thulesen Dahl, kommer de også til at afkræve et svar fra ministeren på, hvilke andre placeringer, der har været i spil.

»Nu er det to år siden, at Socialdemokratiet selv sagde, at de ville komme med en bedre løsning end Lindholm. Når de ikke kan det, så skal de i det mindste lægge kortene på bordet og fortælle, hvad de så har overvejet, det er også det, vi vil høre i aften, når vi går til mødet.«

Inden udlændingeminister Mattias Tesfaye mødes med folketingspartiernes udlændingeordfører kl. 19, er der anmeldt en demonstration mod udrejsecenteret på Christiansborgs Slotsplads kl. 17.