Mette Frederiksen lover: »Vi kommer med en plan for nyt udrejsecenter inden sommerferien«
Både Venstre og Dansk Folkeparti presser regeringen for svar om et nyt udrejsecenter efter sager om utrygge borgere i Bording.
Både Venstre, Konservative Dansk Folkeparti pressede under tirsdagens spørgetime statsminister Mette Frederiksen for svar på spørgsmålet om et nyt udrejsecenter for afviste asylsøgere og udviste kriminelle.
En egentlig plan for, hvad regeringen fremover vil gøre med afviste asylsøgere og udviste kriminelle, kan være lige om hjørnet, lød svaret fra Mette Frederiksen.
»Vi kommer fra regeringens side med et nyt forslag til et udrejsecenter inden sommerferien,« sagde statsministeren, da Venstres Jakob Ellemann-Jensen spurgte hende, hvornår regeringen ville præsentere en plan for et nyt udrejsecenter.
De borgerlige partier havde før seneste folketingsvalg aftalt, at udvisningsdømte udlændinge skulle samles i et nyt center på øen Lindholm.
Den plan blev dog skrottet i 2019 af den socialdemokratiske regering og dens støttepartier. Både Venstre og Dansk Folkeparti stillede sig under tirsdagens spørgetime igen undrende over for, hvorfor afviste asylsøgere, personer på tålt ophold samt udviste kriminelle ikke kunne sendes ud på en ø frem for at befinde sig på steder som Kærshovedgård i Bording, hvor knap 300 udlændinge befinder sig.
Ikke mindst, efter at der på det seneste har været rapporteret om en voldsom utryghed blandt udrejsecenterets naboer og andre i lokalsamfundet. Der er blandt andet problemer med huller i hegnet ind til centeret. En situation, som fra politisk side i sidste uge blev beskrevet som en »total mangel på kontrol« omkring Kærshovedgård.
Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl beskyldte under spørgetimen regeringen for at »fedtspille« og sylte problemerne omkring udrejsecenteret i flere år.
Et af argumenterne for, hvorfor regeringen har hængt i bremsen med hensyn til disse planer, er, at coronapandemien har krævet så store ressourcer.
»Med den krisehåndtering, vi har været i gang med i mere end et år, er der opgaver, vi ikke har kunnet løse inden for den tidsramme, som vi havde forestillet os,« forklarede Mette Frederiksen.
Også De Konservatives formand Søren Pape Poulsen pressede på for at få løftet sløret for, hvad kriterierne for et nyt udrejsecenter skal være i regeringens øjne.
»Det må ikke være på en ø, og det må ikke være Kærshovedgård, hvad må det så være?,« spurgte han.
Statsministeren gentog, at regeringen vil fremsætte sit forslag om et udrejsecenter inden sommerferien og bad om tålmodighed fra oppositionen indtil da. Socialdemokratiet foreslog allerede i 2018, at dømte udlændinge skulle flyttes fra Kærshovedgård, men en decideret plan har siden ikke været fremlagt.
Folketinget går efter planen på ferie efter grundlovsdag den 5. juni.