Fortsæt til indhold
Politik

Folketinget går på lavt blus i en måned

Folketinget har valgt at lytte til Mette Frederiksen og skruer nu markant ned for aktiviteterne de kommende uger.

På grund af den alvorlige covid-19-situation i samfundet går Folketinget på vågeblus i de kommende uger.

Formålet er at skabe mindre aktivitet på Christiansborg og i ministerierne, men dog stadig sikre, at den parlamentariske kontrol med regeringen kan fortsætte, siger Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S).

»Vi sikrer, at det parlamentariske arbejde stadigvæk fungerer, men vi har respekt for den situation, vi er i, og derfor mindsker vi trykket dér, hvor vi overhovedet kan. Det betyder ikke, at Folketinget er lukket. Alt det, der er nødvendigt for Folketingets arbejde og for at kontrollere regeringen, fortsætter,« siger han.

Karen Ellemann, som er medlem af Folketingets Præsidium for Venstre, bekræfter beslutningen:

»Der er stadig lovbehandlinger i salen, selv om en del udskydes. Men vigtigst er, at kontrollen med regeringen fortsætter med eks. både samråd og forespørgsler,« skriver hun på Twitter.

Ændringerne – som sker på opfordring fra statsminister Mette Frederiksen – får ikke betydning for Folketingets eventuelle vedtagelse af en rigsretssag mod Venstres tidligere udlændingeminister Inger Støjberg, siger Henrik Dam Kristensen.

»Nej,« svarer han.

Den proces kan forløbe fuldstændig som planlagt?

»Alt det fortsætter som planlagt. Det her betyder ikke, at Folketinget er lukket, men vi forsøger at mindske trykket. Alt det der er nødvendigt for Folketingets arbejde og for at kontrollere regeringen, det fortsætter,« siger Henrik Dam Kristensen.

12 lovforslag udskydes

Den delvise nedlukning gælder foreløbigt frem til vinterferien midt i februar. Ændringerne betyder konkret, at regeringen udskyder behandlingen af 12 lovforslag ud af 28 allerede fremsatte lovforslag, der ellers var planlagt til at skulle debatteres i folketingssalen i januar eller februar.

Forslagene, som nu udskydes, handler blandt andet om at styrke indsatsen mod negativ social kontrol, bedre hjælp til ofre for farlig asbest og større bøder for at parkere på handicappladser.

Hvert parti skal derudover gennemgå deres kommende beslutningsforslag, samråd og forespørgselsdebatter for at se, hvad der kan rykkes længere ud i fremtiden.

Endelig indfører Folketinget en række praktiske tiltag, der skal mindske risikoen for smittespredning. F.eks. mulighed for lyntest af politikere og medarbejdere.

Statsminister Mette Frederiksen havde anmodet Folketinget om at udskyde lovbehandlingerne for at kunne minimere smitterisikoen på Christiansborg og samtidig sikre sikre de fornødne ressourcer i ministerier og styrelser til at håndtere coronakrisen, skrev hun i et brev til Henrik Dam Kristensen.