JP's politiske redaktør: Vanvittig juleferie for Venstre udstiller kaos
Lars Løkke Rasmussen har sent fredag aften meldt ud, at han forlader Venstre efter 40 års medlemskab.
Når tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen nu bruger årets første dag på at makulere sit medlemskab af det Venstre, han ellers er vokset op i, udstiller det den vilde udvikling i partiet.
Det vurderer Jyllands-Postens politiske redaktør, Marchen Neel Gjertsen, efter at Lars Løkke Rasmussen fredag på Facebook har meddelt, at han vil melde sig ud af Venstre:
»Mange i Venstres folketingsgruppe har godt vidst, at det måske var et spørgsmål om tid, før den dag kom. Løkke åbnede for sin exit med sin store bog i sommer, men alligevel er det voldsomt at se det ske,« siger hun.
Ifølge Marchen Neel Gjertsen udstiller det Venstre som et parti, der risikerer at gå et kaotisk år i møde.
»Uanset hvem der bærer skylden, og at alting er nuanceret, så udstiller det her Jakob Ellemann-Jensens ledelse og Venstre som svækket og kaotisk, når først han må fyre sin næstformand den ene dag, og få dage efter får han et adios fra sin forgænger.«
Marchen Neel Gjertsen minder om, at Inger Støjberg for få dage siden også gjorde sin fremtid i partiet til et åbent spørgsmål.
»Selvom der ikke er en direkte sammenhæng mellem de to ting, så tegner det samlet set et billede af et Venstre, der kæmper voldsomt med at få styr på sig selv.«
Lars Løkke Rasmussen nævner ikke, hvad han præcist vil bruge fremtiden på, men han siger, at han fortsætter i Folketinget.
»Både han og Støjberg er formentlig i stand til at flytte vælgere med sig andre steder hen, hvis de vil. De skal næppe lave noget sammen, men de vil begge to gå rundt som bordbomber på Christiansborg, hvor alle venter spændt på, hvad der kommer ud af dem i 2021. Og Venstre må se nervøst til.«
Som begrundelse for at forlade det parti, han har været medlem af i 40 år og formand for i 10 år, skriver Lars Løkke Rasmussen bl.a. på Facebook:
»Det har ikke været nogen let beslutning, men den er modnedes over tid – og de seneste dage har gjort mig sikker i min sag. Jeg troede ellers det var en engangsforeteelse, at medlemsdemokratiet i Venstre blev kortsluttet af partiets forretningsudvalg.«