Retten til erstatning afskaffes i udkast til ny coronalov
Borgere og virksomheder vil fortsat være overladt til politikernes nåde, når de rammes af coronarestriktioner, vurderer en ekspert.
Da coronapandemien brød ud, fik regeringen i al hast vedtaget en midlertidig lov, som bl.a. afskaffede retten til erstatning til dem, der blev ramt økonomisk, da Danmark lukkede ned. Dengang understregede sundhedsminister Magnus Heunicke, at de vidtgående regler ville udløbe på et tidspunkt.
Men i et udkast til en ny epidemilov lægger regeringen op til, at borgere og virksomheder heller ikke fremover skal have ret til erstatning, hvis de bliver ramt af restriktioner. Kun hvis der sker direkte ekspropriation af privat ejendom, skal der gives »fuldstændig erstatning«, fremgår det.
Udgangspunktet må være, at man bliver kompenseret for de direkte tab, man har som følge af restriktionerne.Karsten Lauritzen (V), gruppeformand
Frederik Waage, juraprofessor ved Syddansk Universitet, konstaterer, at virksomhederne dermed »ikke har nogen retssikkerhed, når det kommer til erstatning«.
»Hvor man som borger førhen havde et retskrav på erstatning ved et indgreb, bliver det nu på politikernes nåde. Det er op til politikerne, om de synes, at man er hårdt nok ramt,« siger han.
Kristian Lauta, juraprofessor ved Københavns Universitet, undrer sig over, at erstatninger ikke er nævnt i lovudkastet.
»I en epidemi beder man nogle få om at ofre sig for vores allesammens sundhed. Som udgangspunkt synes jeg, at det er fair, at vi alle betaler for det ved at erstatte de tab, der må være. Men det er altså ikke nævnt med et ord her. Det er tankevækkende,« siger han.
Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, afviser udkastet fra regeringen:
»Det må ikke være dem, der er bedst til at lobbye os politikere, der får den bedste behandling. Udgangspunktet må være, at man bliver kompenseret for de direkte tab, man har som følge af restriktionerne.«
I en skriftlig kommentar udtaler Magnus Heunicke, at politikerne aktuelt forhandler om en ny epidemilov:
»Netop spørgsmålet om håndtering af hjælpepakker, kompensationer, erstatninger m.m. er en vigtig del af de politiske drøftelser med partierne, og denne del er således ikke færdiggjort i det udkast, der er sendt i høring.«
Spørgsmålet om erstatning er også centralt i de aktuelle politiske drøftelser om situationen for landets minkavlere, der er blevet bedt om at slå deres bestande ned.