Frank Jensen efter krisemøde: »Jeg har krænket kvinder ved min opførsel i forskellige sociale sammenhænge«
I omkring 40 minutter blev overborgmester i Købehavn, Frank Jensen, udspurgt til flere sager om krænkende adfærd. Se hele pressemødet her.
Efter et næsten fire timer langt krisemøde hos Socialdemokratiet i København, stillede overborgmester og næstformand for Socialdemokratiet, Frank Jensen, sig søndag aften frem foran pressen på Københavns Rådhus for at fortælle om en række sager om krænkende adfærd, som Jyllands-Posten søndag kunne fortælle strækker sig frem til 2019.
Jeg har haft brug for at se mine partifælleder i øjnene og fortælle dem, at jeg er utrolig ked af, at jeg har krænket kvinder ved min opførsel i forskellige sociale sammenhænge.Frank Jensen (S), overborgmester i Københav
»Jeg har haft brug for at se mine partifælleder i øjnene og fortælle dem, at jeg er utrolig ked af, at jeg har krænket kvinder ved min opførsel i forskellige sociale sammenhænge. Det har oftest været i festlige lag. Det har været med hygge og dans eller alkohol på bordet, og der har jeg gjort mig skyldig i at krænke bl.a. Maria Gudme, som det har været beskrevet,« begyndte Frank Jensen, da han fortalte om de mange episoder om krænkende adfærd, der strækker sig fra slutningen af 1990’erne og frem til 2019.
Frank Jensen havde selv indkaldt til krisemødet på baggrund af sagerne om krænkende adfærd, som samtlige partier på rådhuset – med undtagelse af Socialdemokratiet – kræver en uafhængig undersøgelse af. Derudover mener flere partier også, at overborgmesteren bør søge orlov, mens undersøgelserne er i gang.
Sagerne drejer sig bl.a. om krænkende adfærd overfor en partifælle og tidligere DSU’er Maria Gudme, som Jyllands-Posten har beskrevet.
Selv fortalte Frank Jensen på pressemødet, at han »heppede« på tv-vært Sofie Linde, da hun stod frem under Zulu Comedy Galla og fortalte om grænseoverskridende adfærd fra en mandlig »tv-kanon« i DR, da hun som ung var ansat som praktikant på mediet. På daværende tidspunkt reflekterede overborgmesteren dog ikke over, at han selv var en del af kulturen, lød det efter krisemødet.
»Det var først efter Maria Gudmes henvendelse igen, at jeg begyndte at reflektere over, at jeg jo faktisk også var en krænker med det, jeg havde begået for otte år siden. Derfor min dybe, dybe undskyldning,« sagde Frank Jensen.
Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation oplyste efter mødet, at der var opbakning til Frank Jensen som overborgmester og spidskandidat for partiet til kommunalvalget i 2021. Ligesom han fortsætter som næstformand for partiet.
Statsminister Mette Frederiksen meddelte mandag formiddag, at hun ser med stor alvor på de anklager om krænkelser, som er rejst mod Frank Jensen. Samtidig siger hun, at der endnu ikke er truffet konklusioner i sagen mod ham.
»Jeg ser med meget stor alvor på de anklager, der er rejst. Det er åbenlyst, at vi i Socialdemokratiet også har problemer. Det skal ændres nu,« udtalte statsministeren mandag formiddag.