Fortsæt til indhold
Politik

Søren Pind »deler Løkkes analyse« - men afviser at forlade Venstre

Lars Løkke får ikke megen opbakning fra det øvrige Folketings-Venstre efter afsløringer fra hans nye bog. En enkelt gammel allieret bakker ham dog op.

Lars Løkke Rasmussen har ikke støtte fra sin partiformand, sin forhenværende næstformand, sin gruppeformand, sin politiske ordfører eller sine tidligere nære allierede Lars Christian Lilleholt og Troels Lund Poulsen, når han i disse dage endnu engang lufter ønsket om et samarbejde mellem Venstre og De Radikale og derudover afslører hemmeligheder fra sin formandstid i en ny bog.

Der er med andre ord ikke en eneste af Venstres øvrige 41 folketingsmedlemmer, der har meldt deres støtte til den forhenværende formand, som i adskillige interviews også spekulerer i at stifte et nyt parti.

Uden for Christiansborg sidder dog en enkelt forhenværende Venstre-minister og nær ven af Løkke, som er villig til offentligt at bakke ham op.

Den mand er Søren Pind, som i 2018 lagde årtiers højt profileret karriere for partiet på hylden og stoppede som aktiv i politik.

»Jeg deler Løkkes analyse. Jeg er ked af, Venstre vender tilbage til at ville putte børn i lejre, kalder Instrukskomissionen for Barnebrudskommisionen, opererer med et værdifællesskab i stedet for et arbejdsfællesskab med DF og samtidig en perspektivløs parlamentarisk position,« skriver Pind på Facebook, og lægger altså stor vægt på udlændingepolitik i sin tilgang til sagen.

https://www.facebook.com/vsorenpind/posts/3033726690090293

Udlændingepolitik var da også endnu engang på Venstres dagsorden, da Jakob Ellemann-Jensen ved Venstres sommergruppemøde en gang for alle afviste Løkkes tanker om et samarbejde med De Radikale - en afvisning der netop blev begrundet med forskelle i udlændingepolitik.

I en kommentar under sit Facebook-opslag skriver Pind også, at »der var engang, hvor Venstre-folk accepterede uenighed og partiet var bygget på respekt for at enhver var borger og fri til at sige sin mening.«

https://www.facebook.com/jakobellemann/posts/1236405670028669

Der er dog også grænser for Pinds opbakning til Løkkes tanker.

For mens eksformanden overvejer at »snurre rundt på hælene og slå døren ind igen,« som han formulerer det i sin bog, lukker Pind sig selv ude af en sådan diskussion.

»Jeg har været Venstremand, siden jeg var 15, og det ser jeg ikke lige som noget, jeg holder op med. Mine lidelser over mit parti har gennem årene været nogenlunde konstante,« slutter Pind sit opslag.