Søren Pind fedter Løkke ind i Støjberg-sag
Pind orienterede personligt statsministeren om, at Justitsministeriet var bekymret for lovbrud i forbindelse med tvangsadskillelsen af unge asylpar.
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bliver nu yderligere viklet ind i sagen om Inger Støjbergs adskillelse af unge asylpar i 2016.
Den tidligere justitsminister Søren Pind (V) og hans embedsfolk var så bekymrede for lovbrud i Udlændinge- og Integrationsministeriet, at Pind personligt kontaktede sin øverste chef, Lars Løkke, for at hejse et advarselsflag.
Det berettede han fredag, da han under sandhedspligt afgav forklaring i Instrukskommissionen, som undersøger, om loven blev overholdt, da unge par på danske asylcentre, hvor den ene part var mindreårig, blev tvangsadskilt.
»Jeg orienterede statsministeren om, at jeg var bekymret over det, der foregik i Integrationsministeriet«, sagde Søren Pind, som beskrev, at han fulgte sagen med »ubehag«.
Det var den 10. februar 2016, at Inger Støjberg udsendte en instruks i form af en pressemeddelelse, som kategorisk slog fast, at »ingen« asylsøgere under 18 år måtte bo sammen med en voksen ægtefælle eller samlever på centrene. Tvangsadskillelsen gjaldt også par med børn, fremgik det.
Fundet ulovlig
Folketingets Ombudsmand har konkluderet, at instruksen var ulovlig, fordi den var undtagelsesfri. Loven kræver, at der foretages en individuel vurdering af hver enkelt sag.
Søren Pind kunne ikke huske præcist hvornår i forløbet, han kontaktede Løkke, eller om det foregik pr. sms eller telefon. Men det var hverken velset eller normalt, at man blandede sig i en anden ministers sager, understregede han.
Det kan jeg ikke huske, at jeg har gjort i andre sammenhænge.Søren Pind (V), tidl. justitsminister
»Det er jo ikke en hverdagsting, at en minister henvender sig til sin statsminister, fordi hans ministerium er bekymret for, at der foregår noget, som ikke er i overensstemmelse med lovgivningen. Det kan jeg ikke huske, at jeg har gjort i andre sammenhænge,« sagde han.
Baggrunden for den usædvanlige henvendelse var, at Justitsministeriet – kort før Støjbergs instruks blev sendt ud – var blevet bedt om at give en juridisk vurdering af mulighederne for at adskille asylparrene.
Af sin daværende departementschef, Barbara Bertelsen, blev Søren Pind orienteret om, at der var en »problematik« i Udlændinge- og Integrationsministeriet, og at embedsmændene havde svært ved at trænge igennem over for Støjberg med, at der skulle ske individuelle vurderinger med mulighed for undtagelser fra adskillelserne.
»Jeg svarede, at det skulle siges meget tydeligt, at der skal ske en individuel sagsbehandling, som er det lovlige i den sammenhæng,« sagde Pind, som altså efterfølgende fandt det nødvendigt, at orientere statsministeren om sagen.
Pligt til at gribe ind
Det er uklart, hvad Løkke gjorde med oplysningen, men han reagerede ikke nødvendigvis med »den store begejstring,« som Pind huskede det.
Ifølge ministeransvarlighedsloven har en minister pligt til at gribe ind, hvis han bliver gjort opmærksom på ulovligheder. Derfor skulle Løkke som minimum undersøge sagen nærmere, siger juraprofessor Frederik Waage fra SDU til Ritzau.
Det er tidligere kommet frem, at Løkkes daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, på et tidspunkt ringede til departementschefen i Udlændingeministeriet, Uffe Toudal Pedersen. Men om opkaldet skyldtes Pinds henvendelse er uvist.
Uffe Toudal forsikrede − ifølge sin forklaring i kommissionen − Kettel Thomsen om, at Udlændingeministeriet ville administrere lovligt, og at dette var blevet understreget over for Støjberg.
Støjberg har desuden lagt stor vægt på et notat, som hun godkendte dagen før, at hun udsendte instruksen om adskillelserne. Notatet omtalte, at der i helt særlige tilfælde kunne gøres undtagelser ud fra en konkret vurdering. Dermed havde Støjberg – siger hun selv – signaleret over for sit embedsværk, at loven skulle overholdes.
Søren Pind ved ikke, om Lars Løkke Rasmussen foretog sig yderligere i sagen, og Pind selv mente, at han havde gjort, hvad han skulle, ved at orientere sin statsminister.
Foreløbig er Løkke ikke indkaldt til at afgive forklaring for kommissionen, men det kan meget vel ændre sig.