Thulesen Dahl slår fast i grundlovstale: Danmark skal forlade EU
I sin grundlovstale slog Dansk Folkepartis formand fast, hvad partiets holdning til EU er.
Dansk Folkepartis formand benyttede grundlovsdag og sin tale til at sætte en fed streg under, hvad der er partiets holdning til, hvorvidt Danmark bør følge briterne ud af EU.
I talen slog han fast, at han ønsker et opgør med EU, som han mener »undergraver Danmarks selvstændighed.«
»Dansk Folkeparti er modstander af EU. Derfor ønsker vi, at Danmark får en anden tilknytning til de andre europæiske lande, hvor vi bevarer frihandelen med de øvrige europæiske lande, men hvor vi vrister os fri af den politiske omklamring. Den omklamring, der er i færd med at gøre Europa til en omgang leverpostejfarvet gennemsnitstristhed. Hvor de gamle nationalstater med deres særkender står for fald til gengæld for et bureaukrat-styre fra Bruxelles,« sagde Kristian Thulesen Dahl.
Det er en mere skærpet DF-retorik i forhold til EU-spørgsmålet og brexit, end hvad man før har set fra partiformanden, der tidligere har været mere tøvende på spørgsmålet:
»Jeg har klart sagt, at vi ikke går ind for en folkeafstemning om EU-medlemsskabet, så længe der ikke er et klart alternativ. Briterne og en aftale med EU kan være et alternativ, men det aner vi jo ikke noget om i dag,« sagde han i fjor under en paneldebat i Nyborg.
En vurdering, han senere flere gange er stået ved, ikke mindst på grund af den frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien, som stadig er under forhandling. Så sent som 1. maj sagde han til TV 2 News, at der i øjeblikket ikke var et alternativ til EU, men det ser altså ud som om, at partiformanden nu øjner muligheder for, at Storbritannien får en gunstig aftale, som Danmark kan kopiere.
»Hvis briterne får en god løsning, bør vi i Danmark gå samme vej. Ellers må vi se Norges vej. Frihandel uden den politiske union er vores mål. Vejen dertil kan vi diskutere,« lød det i talen.
Socialdemokratiets EU-parlamentsmedlem Niels Fuglsang har tidligere luftet kritik af DF's kurs over for EU. I en kommentar på Altinget beskyldte han den 29. april Dansk Folkeparti for at have en »slingrekurs« i spørgsmålet om EU-medlemskab og for at »føre sine vælgere bag lyset«.