Fortsæt til indhold
Politik

Pia Kjærsgaard efter beskyldninger om »slingrekurs«: DF vil have Danmark ud af EU

Efter modstridende meldinger fra partiets top, erklærer Pia Kjærsgaard sig nu enig med partiets næstformand.

Dansk Folkepartis politik er, at Danmark får den samme ordning, som Storbritannien har fået, og skal følge Storbritannien ud af EU.

Det meddeler Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard i radioprogrammet Slotsholmen på P1.

»Det ser mere og mere lovende ud for dem, og det er den vej, vi skal. De er ude med en god ordning. Der kan vi godt efterligne Storbritannien,« siger Pia Kjærsgaard.

Storbritanniens "brexit" blev en realitet den 31. januar i år, da udtrædelsesaftalen mellem Storbritannien og EU trådte i kraft. Selve folkeafstemningen om Storbritanniens tilhørsforhold blev afholdt den 23. juni 2016, og fristen for brexit blev efterfølgende forlænget flere gange på grund af uenigheder om aftalens indhold.

Netop usikkerhederne ved den britiske aftale har fået Dansk Folkepartis nuværende formand, Kristian Thulesen Dahl, til at trække bremsen en anelse i forhold til et dansk EU-exit.

»Jeg har klart sagt, at vi ikke går ind for en folkeafstemning om EU-medlemsskabet, så længe der ikke er et klart alternativ. Briterne og en aftale med EU kan være et alternativ, men det aner vi jo ikke noget om i dag,« sagde han sidste år under en paneldebat i Nyborg.

En vurdering, han senere flere gange er stået ved, ikke mindst på grund af den frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien, som stadig er under forhandling.

»Jeg håber, at Storbritannien ender med en frihandelsaftale og et tæt forhold til EU, som kan være den model, der kan være er reelt alternativ til Danmarks nuværende medlemskab af EU. Og at vi danskere på den baggrund kan få et frit valg: Ønsker vi at fortsætte som nu – eller ønsker vi at følge vore britiske venner i den model, de ender med?,« skrev Kristian Thulesen Dahl i februar i sit nyhedsbrev og lagde dermed op til at vente med at tage stilling til EU-spørgsmålet, til udfaldet af frihandelsaftalen bliver kendt.

Selv om briterne nu er ude af EU, har parterne endnu ikke forhandlet en frihandelsaftale på plads. Forhandlingerne om handelsaftalen er kun lige begyndt, og efter planen skal Storbritannien den 1. januar 2021 enten have en aftale på plads eller forlade EU uden en handelsaftale.

Begge parter ønsker en aftale uden told og kvoter, men der er stor uenighed om, hvorvidt Storbritannien skal have lov til at lave sine egne regler om f.eks. arbejdsmiljø og krav til produkterne, eller om de skal være underkastet de samme regler som EU's medlemslande.

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, kaldte det i en Youtube-video i forrige uge for "fake news", at partiet skulle vakle på spørgsmålet om EU.

»Dansk Folkeparti mener, at Danmark skal ud af EU. Jeg gentager: Dansk Folkeparti mener, at Danmark skal ud af EU,« lød det i videoen, hvor Søren Espersen dog også forklarede, at Danmark bør vente og se, hvordan det kommer til at gå Storbritannien uden for EU, inden vi afholder en folkeafstemning.

Det er bl.a. Socialdemokratiets EU-parlamentsmedlem Niels Fuglsang, der har luftet kritik af DF's kurs over for EU. I en kommentar på Altinget beskyldte han den 29. april Dansk Folkeparti for at have en »slingrekurs« i spørgsmålet om EU-medlemskab og for at »føre sine vælgere bag lyset«.