Fortsæt til indhold
Politik

På to uger er Liberal Alliance forsvundet fra Københavns Rådhus

Liberal Alliance har mistet partiets to repræsentanter i Københavns Borgerrepræsentation.

November 2017 var en god måned for Liberal Alliance i København. Ved kommunalvalget gik partiet over 1.000 stemmer frem og kunne sende to kandidater i borgerrepræsentationen.

Maj 2020 kommer til at blive husket for nogle markant anderledes tendenser. For i løbet af de seneste 14 dage er partiets gruppe på rådhuset helt forsvundet.

De nu forhenværende medlemmer har begge valgt at skifte til to andre partier.

Det startede 12. maj, da Karina Bergmann annoncerede, at hun skiftede til De Konservative. Bergmann blev ikke selv valgt ind ved kommunalvalget, men overtog først pladsen da Alex Vanopslagh blev valgt som landsformand for LA og udtrådte af borgerrepræsentationen.

Mandag er det så det tilbageværende medlem Heidi Wang, der skifter parti. Hun har valgt at slutte sig til Venstre, som hun også var medlem af for 10 år siden, inden hun dengang skiftede til Liberal Alliance.

»Jeg vil fortsat kæmpe for den liberale sag, og det kan jeg bedre gøre i et fællesskab med andre partikolleger. Og Venstre er klart det parti, der ligger tættest på mine politiske standpunkter,« udtaler Heidi Wang i en kort pressemeddelelse.

Ved kommunalvalget fik Wang og Bergmann henholdsvis 816 og 475 personlige stemmer ud af partiets i alt 11.822 stemmer.

Da Karina Bergmann tidligere på måneden annoncerede sit partiskifte spurgte TV 2 Lorry hende, hvorfor hun ikke havde valgt at give sin post videre til næste suppleant i rækken i stedet for at tage et mandat med sig.

»Det er en valid holdning, og måske er det den mest rigtige. Men jeg kan jo se, at der er der heller ikke andre, der gør. Og der er ingen, der ville give mig en medalje, hvis jeg gjorde det,« svarede hun dengang TV 2 Lorry.