Fortsæt til indhold
Politik

Magnus Heunicke bøjer sig for kritik af hastelov om strammet forsamlingsforbud

Bedsteforældre bliver undtaget. Og sundhedsministerens magt til at stramme forsamlingsforbuddet står til at blive indskrænket. Venstre vil gå længere.

De seneste dage har flere partier udtrykt bekymring over at skulle give sundhedsminister Magnus Heunicke endnu mere vidtgående værktøjer til at begrænse danskernes normale frihedsrettigheder under coronakrisen.

Særligt muligheden for at sænke grænsen for det nuværende forsamlingsforbud fra 10 til to personer har affødt mange skeptiske spørgsmål fra Folketingets partier.

Regeringen bøjer sig nu for kritikken og lægger op til, at det det skærpede forsamlingsforbud kun kan tages i brug, hvis sundhedsmyndighederne er taget med på råd.

Det fremgår af et ændringsforslag fra Magnus Heunicke til hasteloven:

Forbuddet »kan alene fastsættes på baggrund af rådgivning fra sundhedsmyndighederne og kun, hvis de foreliggende oplysninger tilsiger, at forbuddet er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme alvorlig smittespredning, og at et mindre indgribende forbud ikke er tilstrækkeligt,« hedder det nu.

Desuden skal Folketingets partier konsulteres forud for en aktivering af forbuddet.

Venstre kræver mere inddæmning

Venstre vil dog have inddæmmet Heunickes magt yderligere. Partiet stiller derfor et ændringsforslag, som præciserer, at forsamlingsforbuddet kun kan indføres efter en direkte »indstilling« fra sundhedsmyndighederne. Altså ikke bare »rådgivning«.

»Statsministeren signalerede i går (mandag, red.) at Danmark så småt kan begynde at åbne efter påske. Samtidig sidder vi i Folketinget og behandler en hastelov. Derfor synes vi, at det er vigtigt at få indhegnet regeringens bemyndigelser så meget som muligt,« siger sundhedsordfører Martin Geertsen (V) og tilføjer:

»Hvis der skal ske yderligere indskrænkninger i forsamlingsfriheden, så skal det ske på en direkte indstilling fra relevante myndigheder, herunder sundhedsmyndighederne.«

Det er på nuværende tidspunkt uklart, om ændringen kan samle flertal.

Bedsteforældre bliver undtaget

Et andet politisk spor handler om, hvem der er undtaget fra forsamlingsforbuddet.

Her har Magnus Heunicke tilkendegivet, at også bedsteforældre, bonusbørn og plejebørn mv. vil være undtaget, hvis forbuddet tages i brug. Det fremgår af et udkast til en betænkning om loven fra Folketingets Sundhedsudvalg.

Bedsteforældre var ikke undtaget i regeringens oprindelige forslag, hvilket flere partier fandt kritisabelt.

I det oprindelige lovforslag var »nærmeste pårørende« kun defineret som ægtefæller, faste samlevende, faste partnere, forældre, børn og søskende.

Sundhedsudvalget noterer sig også, at undtagelsen fra et skærpet forsamlingsforbud »efter omstændighederne, også vil kunne omfatte en meget nær ven, som den pågældende person har en sådan relation til, at denne relation kan sidestilles med en relation mellem to nærmeste pårørende«

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, glæder sig over, at definitionen af nærmeste pårørende står til at blive udviddet.

»Vi ved, at familier antager mange former i dag, og vi skal sikre, at der ikke kan opstå en form for diskrimination, når man definerer, hvad ”nære relationer” er,« siger Peder Hvelplund.

Under den hastige behandling af loven argumenterede sundhedsministeren først for, at for mange konkrete undtagelser til et skærpet forsamlingsforbud ville kunne underminere effekten af indgrebet, men Hvelplund står fast på, at det er »nødvendigt« at få flere pårørende-kategorier undtaget:

Samtidig hæfter Hvelplund sig ved ændringen om, at loven kun kan tages i brug efter »rådgivning« fra sundhedsmyndighederne.

»Det er helt afgørende, at der ligger en sundhedsfaglig anbefaling om, at det er nødvendigt at tage nye tiltag. Hvordan de nye tiltag skal udmøntes må i sidste ende være en politisk beslutning. Vi kan ikke forvente, at sundhedsmyndighederne kan sige, at en forsamling på 12 personer er for mange, at men syv er i orden. Det er en politisk vurdering. Det afgørende er, at der er en sundhedsfaglig vurdering af, at der er behov for at stramme op, og at indgrebet skal stå mål med alvorligheden i udviklingen i tallene. Men det er klart, at det i sidste ende vil være et politisk ansvar, som en minister skal leve op til,« siger han.

Lovforslaget er en ændring af epidemilovgivningen. Det indeholder en række tiltag, som regeringen kan tage i brug, hvis det bliver nødvendigt at begrænse smittespredningen i samfundet yderligere.

For eksempel vil politiet kunne forbyde ophold på bestemte steder såsom parker, pladser og strande. Og adgang til udendørs offentlige anlæg som legepladser kan blive forbudt.

Magnus Heunicke har åbent erkendt, at ikke alle forslagene i hasteloven har sundhedsfagligt belæg. Det gælder for eksempel muligheden for at forbyde helt ned til tre personer af samle sig.

Ministeren lover dog, at regeringen kun indføre det skærpede forsamlingsforbud, hvis udviklingen i smittespredningen i det danske samfund eller en »uhensigtsmæssig ændring i befolkningens adfærdsmønstre« gør det nødvendigt.