Fortsæt til indhold
Politik

Jensen-bagland forstummet efter solotur og degradering

Kristian Jensens midtjyske bagland har ingen kommentarer til den tidligere næstformands politiske udmeldinger i søndagens udgave af Jyllands-Posten. En udmelding, der har kostet politikeren dyrt. Folketingsgruppen vil ligeledes ikke udtale sig.

Ingen kommentarer.

Sådan lyder det simple budskab fra Venstre-profilen Kristian Jensens politiske bagland i Herning, adspurgt, om de har lyst til at kommentere det seneste døgn begivenheder i den tidligere næstformand politiske liv.

Hverken Allan Leth, der er kredsformand i Herning Nord, hvor Jensen er opstillet, Søren Meldgaard, der kommuneformand i Herning eller formand for Venstre i Region Midtjyllland, Jens Nicolai Vejlgaard, har overfor Jyllands-Posten ønsket at kommentere den politiske solotur, Kristian Jensen drog på i søndagens udgave af Jyllands-Posten.

Det er næppe den arktiske ordførers opgave at komme med nye forslag til den økonomiske politik
Sophie Løhde, politisk ordfører, Venstre

Her foreslog han i et stort interview i avisen et såkaldt reformsamarbejde over den politiske midte mellem regeringen, Venstre, Konservative og De Radikale.

»Regeringen bør lave en ny økonomisk plan. En 2030-plan. Det bør den lave sammen med de partier, der ønsker en reformdagsorden. Det vil helt naturligt være med Venstre, De Radikale og De Konservative,« foreslog han i interviewet.

Hurtig V-reaktion – og straf

Nyheden om Jensens reformforslag blev publiceret klokken 20.45 lørdag aften.

Klokken 22.11 – en time og 26 minutter senere – havde Kristians Jensens rolle i Venstres folketingsgruppe ændret sig markant.

Her kunne danske medier bringe nyheden om, at Venstre i en pressemeddelelse meddelte, at det mangeårige folketingsmedlem og tidligere finans-, udenrigs- og skatteminister med øjeblikkelig virkning havde fået frataget sin politiske ordførerskaber og udvalgsposter.

De betød et farvel til rollerne arktisordfører, medlem af Den Arktiske Delegation, Finansudvalget, Færøudvalget, Grønlandsudvalget samt Udenrigsudvalget.

Venstre oplyste desuden, at beslutningen havde opbakning fra en enig bestyrelse.

Den beslutning er Ikast-Brandes borgmester Ib Lauritsen enig i:

»Jeg synes det er forståeligt, at ledelsen siger: ”Ok, nu får vi en samordning her. Nu udtaler vi os ikke længere i øst og i vest,”« siger han.

Overtrådt »interne spilleregler«

Partiets politiske ordfører, Sophie Løhde, uddybede søndag beslutningen og oplyste, at den blev truffet af øverste led.

»Det er klart, at hvis man gerne vil ud og foreslå nye politiske udmeldinger og har større bidrag til, hvad der skal være Venstres økonomiske politik, så er et naturligt sted at tage den diskussion i Venstres folketingsgruppe. Det siger sig selv. De interne spilleregler er helt åbenlyst ikke blevet overholdt her og det har nogle konsekvenser,« siger hun og fortsætter:

»Det er næppe den arktiske ordførers opgave at komme med nye forslag til den økonomiske politik. Hvis man har bidrag i den sammenhæng, skal diskussionen og debatten tages i folketingsgruppen. Og det ved Kristian Jensen om nogen.«

Hvorfor lige præcis disse konsekvenser? Kunne man ikke have taget en kammeratlig snak?

»Det er en beslutning truffet af Venstres formand, som var bakket op af en enig gruppebestyrelse.«

Jakob Ellemann-Jensen har overfor medierne søndag afvist at kommentere sagen.

Det samme gælder for hovedpersonen selv, Kristian Jensen, der ikke har givet lyd fra sig, siden han i et Twitter-opslag uddybede og henviste til interviewet i Jyllands-Posten.

Både begejstring og skepsis

Mens det politiske efterspil snarere end det politiske budskab løb med opmærksomheden, fik Kristians Jensen forslag om et øget reformpolitisk arbejde over midten med udvalgte partier en blandet modtagelse af de berørte partier.

Mens politisk ordfører for Radikale Venstre, Sofie Carsten Nielsen, kaldte forslaget for »fremragende«, mente Konservatives politiske ordfører Rasmus Jarlov, at man burde invitere resten af blå blok med om bordet.

»Jeg synes, at det er vigtigt med det borgerlige sammenhold. Jeg synes ikke, at vi skal gå uden om Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige,« sagde han.

Begge ordførere har sidenhen afvist at kommentere den politiske udvikling.