Ellen Trane Nørby om omstridt ansættelse i Landbrugsstyrelsen: »Det er et skridt i den forkerte retning«
Venstre-politikeren mener, at det er synd for de ansatte i Landbrugsstyrelsen, at deres chef er blevet ansat på en kontrakt, der ikke kræver, at hun arbejder i Augustenborg.
Den 59-årige Gitte Jensen-Fangel er blevet udpeget som vicedirektør i Landbrugsstyrelsen. En heftig debat har fulgt ansættelsesprocessen, da stillingsopslaget i første omgang blev slået op med tjenestested i Augustenborg i Sønderjylland og siden ændret til København. Ændringen skete pga. for få kvalificerede ansøgere.
Venstre-politikeren Ellen Trane Nørby, der er valgt i Sønderborg-kredsen, mener, at ansættelsen af en vicedirektør for medarbejdere i den udflyttede Landbrugsstyrelse med tjenestested i København, er et skridt i den forkerte retning.
»Det er dybt beklageligt, og mest af alt er det synd for de ansatte, at de får en chef, som ikke er til stede. Det er ikke godt for en udflyttet arbejdsplads,« skriver Ellen Trane Nørby i en mail til Jyllands-Posten.
»Hvis det er lige meget, hvor vicedirektøren har arbejdssted, sådan som fødevareministeren siger, så kunne man jo bare have sørget for, at tjenestestedet er Augustenborg. Sagens kerne er, at man accepterer tjenestested i København. Det er et skred. Det betyder noget symbolsk og reelt.«
Den tidligere regering valgte over to omgange at udflytte knap 8000 statslige arbejdspladser herunder dele af Landbrugsstyrelsen. Både Venstre og Dansk Folkeparti har udtrykt, at København som tjenestested underminerer decentraliseringen.
Tidligere på måneden blev fødevare- og fiskeriminister Mogens Jensen derfor indkaldt til et lukket samråd om stillingsopslaget. Efterfølgende har Venstre indkaldt ministeren til åbent samråd efter nytår, da man ikke var tilfredse med ministerens svar.
»Regeringen har haft alle muligheder for at slå stillingen op med klart fokus på Augustenborg, som vi ønskede, men det ønskede ministeren ikke. Det var jo noget andet, hvis vi havde haft tre-fire forgæves rekrutteringer, men det har man ikke,« skriver Ellen Trane Nørby.
Mogens Jensen har flere gange pointeret, at de bakker op om udflytningen af statslige arbejdsplader, og Gitte Jensen-Fangels ansættelseskontrakt kræver, at hun skal bruge minimum tre dage om ugen i Augustenborg.