Fortsæt til indhold
Politik

Henrik Sass Larsen har fået nyt job − stopper i Folketinget

Sass skal være direktør for kapitalfondenes lobbyorganisation og forlader derfor Folketinget.

Efter næsten 20 år som fuldblodspolitiker har socialdemokraten Henrik Sass Larsen snart haft sin sidste dag som folkevalgt.

1. januar næste år starter den tidligere minister i et nyt job som direktør for kapitalfondenes lobbyorganisation, DVCA, oplyser han.

DVCA er brancheforeningen for venture- og kapitalfonde samt såkaldte business angels, dvs. investorer, som arbejder med at udvikle private danske virksomheder.

»Jeg har derfor bedt om at udtræde af Folketinget ved udgangen af september måned,« skriver han på Facebook.

»I dag vil således være afslutningen på mit parlamentariske og partipolitiske virke. I stedet vil mine kræfter blive fokuseret på, hvordan vi skaber vækst og nye virksomheder og velstand, og det glæder jeg mig helt usigeligt meget til.«

Det vakte stor opsigt, da den tidligere erhvervs- og vækstminister få dage efter folketingsvalget meddelte, at han ikke stod til rådighed som minister i Mette Frederiksens nye regering.

Sass Larsen var ellers spået en fremtid som finansminister. I stedet måtte den depressionsramte toppolitiker sygemelde sig og fokusere på at komme tilbage til hægterne.

Han vendte dog tilbage til Christiansborg tidligere på måneden, men på lavt blus. Som han meddelte, ville han »koncentrere sin arbejdsindsats omkring Socialdemokratiets historiske virke.« Samtidig sagde han også farvel til posten som statsrevisor.

Den 53-årige socialdemokrat og tidligere gruppeformand beskriver det som et privilegium at have været medlem af Folketinget i næsten to årtier:

»Men det har ligeledes været klart for mig siden valget, at min tid i politik er udrandt,« skriver han.

Henrik Sass Larsens suppleant i Folketinget er Tanja Larsson (S), som faktisk fik flest personlige stemmer af de to folketingsvalget. Hun fik 4197, han fik 4017, men på grund af Socialdemokratiets listestemmer gik pladsen i Folketinget akkurat til Sass.