Flere politikere bakker op om Mette Abildgaard i sag om barn i folketingssalen
En række politikere er uenige i Pia Kjærsgaards (DF) beslutning om at bede Mette Abildgaard (K) om at forlade folketingssalen med sit spædbarn.
Mette Abildgaard (K) delte tirsdag et Facebookopslag og et tweet om, at Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), havde bedt hende om at forlade salen inden en afstemning, fordi hun havde taget sin lille datter med ind i folketingssalen.
»Jeg spurgte ikke om lov til at tage hende med, da jeg tidligere har set en anden kollega have barn med i salen uden problemer. Jeg er ikke bekendt med, at der er nedskrevne regler om det, og vi plejer jo at få tingene til at fungere,« skrev Mette Abildgaard i sit Facebookopslag.
Det har fået en lang række politikere op af stolene. Det er primært for at give udtryk for forargelse over folketingsformandens beslutning.
Blandt andet partifællen Mai Mercado (K) kommenterede på hændelsen og gav udtryk for, at der har været lignende hændelser, hvor Mette Abildgaard ikke er blevet bedt om at træde ud, selvom hun havde sin baby med sig.
Christian Juhl (EL), som er 3. næstformand i Folketingets Præsidium og derfor nogle gange tager pladsen som folketingsformand, bakker ligeledes op om Mette Abildgaard på facebook.
Men der er også nogle, som er mere forstående over for Pia Kjærsgaards valg om at bede politikeren om lade barnet blive uden for salen.
Pia Kjærsgaard selv mener, at sagen er blæst for meget op, men at retningslinjerne alligevel bør diskuteres.
»Det er naturligvis noget, vi skal have en fuldstændig klar holdning til. Det, jeg giver udtryk for, er den holdning, der er. Folketingsmedlemmer skal være til stede i Folketingssalen, ikke babyer og børn,« siger Pia Kjærsgaard til Ritzau.