Fortsæt til indhold
Politik

Pia Kjærsgaard sendte barn ud af folketingssalen

Den konservative Mette Abildgaard måtte ikke have sin datter med, da der skulle stemmes. Andre folketingspolitikere bakker op om Mette Abildgaard (K) på sociale medier, efter hun har delt hændelsen på facebook

Må folketingspolitikere tage deres børn med, når de skal afgive deres stemme i folketingssalen? Ikke ifølge formand for Folketinget Pia Kjærsgaard (DF), som tirsdag sørgede for, at Mette Abildgaard (K) og barn blev gennet ud kort før en afstemning.

»Jeg troede ikke, at det ville være et problem, eftersom jeg har set en anden kollega tage sit barn med - også mens Pia Kjærsgaard har været formand. Så jeg vil da opfordre til, at man får opstillet nogle klare regler for det her,« siger Mette Abildgaard (K) til Jyllands-Posten.

Hun valgte at dele et facebookopslag om hændelsen, kort efter det var sket.

Ifølge Mette Abildgaard var det en ekstraordinær situation, som ledte til, at hun tog sit barn med ind i salen. Det var egentlig ikke meningen, at hun skulle afgive stemme i Folketinget, men få minutter før afstemningen fik hun at vide, at hun skulle stemme alligevel. Mangel på nødløsninger gjorde, at hun blev nødt til at tage sin datter med.

»Normalt har jeg aldrig mit barn med i Folketinget. Det mener jeg ikke, man skal. Men jeg håber også, at man kan udvise en smule fleksibilitet, hvis man står i en situation, hvor det hele måske er gået lidt anderledes, end man havde planlagt,« siger hun.

Pia Kjærsgaard har efterfølgende udlagt sin version af sagen på Twitter.

Ifølge Ritzau er hun enig med Mette Abildsgaard i, at der skal laves tydelige retningslinjer. Hun vil derfor tage emnet op på næste møde i Folketingets Præsidium, der beskæftiger sig med blandt andet ledelse af møderne i folketingssalen.

»Det er naturligvis noget, vi skal have en fuldstændig klar holdning til. Det, jeg giver udtryk for, er den holdning, der er. Folketingsmedlemmer skal være til stede i Folketingssalen, ikke babyer og børn,« siger Pia Kjærsgaard til Ritzau.

Mette Abildgaard ser ikke nogen grund til, at hun ikke kunne være til stede i folketingssalen med sin datter, som efter hendes udsagn var ganske rolig på tidspunktet.

»Det er klart, at hvis min datter havde lavet bare den mindste larm og forstyrret folketingsarbejdet på nogen måde, så havde jeg en aftale med min sekretær om, at hun ville komme og tage sig af min datter omgående. Selvfølgelig skal arbejdet foregå seriøst derinde,« siger hun.

Efter Mette Abildsgaards opslag ramte Facebook, har det fået en del opbakning fra andre folketingspolitikere. Pernille Skipper delte sin holdning til episoden på både Facebook og Twitter.

Også både Alternativet og Nikolaj Villumsen (EL) har givet udtryk for, at de deler Mette Abildgaards holdning til episoden.