Fem kandidater vil overtage Esben Lundes folketingsstol
En ny folketingskandidat for Venstre i Ringkøbing-Skjern vælges 20. august. Fem har meldt deres kandidatur.
Fem kandidater har meldt sig ind i kampen om at efterfølge tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i Folketinget.
Først offentliggjorde erhvervsdirektør Kenneth Mikkelsen, at han gik efter at blive Ringkøbing-Skjerns nye repræsentant i Folketinget.
I sidste uge meldte journalist Birgitte Vinding sig ind i kampen, og onsdag, hvor opstillingsfristen er udløbet, har yderligere tre meldt sig.
Det drejer sig om Sebastian Korsbakke Jensen, Lennart Qvist og Dorte Jarlby, oplyser Venstre i Ringkøbing-Skjern Kredsen i en pressemeddelelse.
Lunde Larsen valgte i maj at fratræde som minister og oplyste, at han ikke genopstiller ved det kommende folketingsvalg, der skal afholdes senest i juni næste år.
Hvem der i stedet skal have mulighed for at repræsentere Ringkøbing-Skjern i Folketinget, afgøres 20. august ved et opstillingsmøde blandt Venstres medlemmer i kredsen.
Esben Lunde Larsen meddelte i juli, at han havde fået job i den globale tænketank World Ressources Institute i Washington D.C., og at han derfor ikke vender tilbage til Folketinget efter sommerferien.
Der er endnu et åbent spørgsmål, hvem der skal overtage pladsen efter ham.
Sædvanligvis vil det være den person fra partiet, der har fået flest stemmer af de kandidater i storkredsen, der ikke blev valgt ved seneste folketingsvalg.
Mads Rørvig, som fik 8150 stemmer, var den første på listen, men han skrev 19. juli på Twitter, at han ikke på nuværende tidspunkt ønsker at afbryde sin erhvervskarriere.
Den næste på Venstres liste i Vestjyllands Storkreds er den tidligere borgmester i Ikast-Brande Kommune Carsten Kissmeyer.
I en kommentar til Ritzau skrev han 19. juli, at han vil afgøre, om han ønsker pladsen, i første halvdel af august.
- Jeg er anden suppleant - så Mads Rørvig skal sige nej tak. Om jeg så eventuelt kan få det passet ind i mine øvrige aktiviteter, vil jeg afklare i løbet af første halvdel af august, når sagen er mere opklaret.
/ritzau/