Den nye ghettoaftale: Det bliver forbudt at snakke arabisk til beboermøder
Kravet skal ifølge aftalens parter sikre, at der ikke skabes et paralleldemokrati i landets boligforeninger.
Bestyrelsesmøder og generalforsamlinger i landets boligforeninger skal fremover foregå på dansk.
Det har et flertal i Folketinget bestående af regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF vedtaget som en del af den nye ghettoaftale, der onsdag blev præsenteret af boligminister Ole Birk Olesen (LA).
»Det sikrer, at beboerdemokratiet ikke bliver et paralleldemokrati, men er åbent for alle, og det er også nødvendigt for at der kan føres tilsyn med, at de demokratiske spilleregler følges,« står der i aftalen.
Det er Dansk Folkeparti, der har sørget for, at kravet blev skrevet ind i aftalen. Partiets finansordfører, René Christensen, har efter eget udsagn hørt om flere boligforeninger, hvor etniske danskere ikke har kunnet deltage i bestyrelsesmøder, fordi møderne er foregået på arabisk.
»Det er vigtigt, at man i Danmark taler dansk – særligt når man indgår i en demokratisk proces, og det skal man jo huske, at boligforeningerne er. Der er jo en generalforsamling og valg til bestyrelsen. Og der nytter det ikke, at man ikke har mulighed for at deltage aktivt, hvis man taler dansk. Det lyder jo helt skævt,« siger René Christensen til DR.
Der hersker enighed blandt alle partierne bag aftalen om, at man skal kunne begå sig på dansk, hvis man stiller op som repræsentant i en boligforening.
SF har dog ikke presset på for at få kravet skrevet ind i aftalen, men har ifølge partiets boligordfører, Kirsten Normann Andersen, accepteret det som en del af et kompromis.
»Vi synes, det er vigtigt, at der er gode, attraktive almene boliger til alle borgere, som har brug for det. Og så er det egentlig ikke så vigtigt, hvilket sprog man taler,« siger hun til DR.
Ingen af aftalens parter har uddybet, hvordan man vil sikre sig, at sprogkravet bliver overholdt. Det fremgår heller ikke af aftalen, om det får konsekvenser hvis det ikke bliver det.
Foruden sprogkravet består onsdagens delaftale på boligområdet bl.a. af et krav om, at andelen af almene familieboliger i de hårdeste ghettoområder skal nedbringes til maksimalt 40 procent inden 2030.