Fakta: Kvinder har siddet i Folketinget i 100 år
I 1918 kunne kvinder for første gang stemme og stille op ved et dansk parlamentsvalg.
Søndag er det 100 år siden, at der for første gang blev holdt et parlamentsvalg i Danmark, hvor kvinder kunne stemme og stille op. 41 ud af 402 opstillede folketingskandidater var kvinder, men kun fire blev valgt.
Her følger fakta om kvinder i dansk politik:
- I 1915 fik danske kvinder valgret til Rigsdagen, datidens danske parlament.
- Det første valg til Rigsdagen, hvor kvinder kunne stemme og stille op, blev holdt i 1918.
- Her blev fire kvinder valgt ind i Folketinget. Fem kvinder blev valgt til Landstinget, der dengang var andetkammer.
- Blandt de fem valgte til Landstinget var socialdemokraten Nina Bang, der i 1924 blev Danmarks første kvindelige minister.
- Den første af de valgte kvinder, der talte i Folketinget, var den radikale Elna Munch. Hun holdt sin første tale i Folketinget 19. juni 1918.
- Den første kvindelige statsminister var Helle Thorning-Schmidt (S), der havde posten fra 2011 til 2015.
- Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti blev i 2015 den første kvindelige formand for Folketinget.
Kilde: Folketinget.