Fortsæt til indhold
Politik

Minister vil ikke sænke grænseværdi for nitrat i drikkevand

Hverken grænseværdi eller kontrolregler for nitrat i drikkevand bliver ændret.

I et svar til Folketinget meddeler Miljø- og Fødevareminister, Esben Lunde Larsen, at der ikke er nogen grund til at ændre grænseværdien for nitrat i drikkevandet.

Det skriver Altinget.

Ministeren skriver i svaret, at han har tiltro til de retningslinjer, der er i EU's vandkvalitetskrav.

»Undersøgelsens resultater alene giver ikke grundlag for at sundhedsmyndighederne finder anledning til at ændre vores anbefalinger i forhold til fortsat at følge EU's vandkvalitetskrav,« skriver han.

Undersøgelsens resultater alene giver ikke grundlag for at sundhedsmyndighederne finder anledning til at ændre vores anbefalinger i forhold til fortsat at følge EU's vandkvalitetskrav
Esben Lunde Larsen, Miljø- og fødevareminister

Debatten om grænseværdien for nitrat i drikkevandet startede, efter at Information havde skrevet om en dansk undersøgelse, der var blevet udgivet i International Journal of Cancer.

I undersøgelsen kom forskerne frem til, at der er en forhøjet risiko for kræft i tyktarm og endetarm, selvom drikkevandet har koncentrationer, der ligger under den nuværende grænseværdi.

Det bliver her peget på, at de koncentrationer af nitrat i drikkevandet, der ifølge EU-retningslinjer er tilladt, stadig er for høje.

Det var Socialdemokratiets miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, der stillede spørgsmålet til miljø- og fødevareministeren om grænseværdien skulle ændres.

Esben Lunde Larsen beskriver i sit svar, at han har taget beslutningen på baggrund af oplysninger, han har hentet fra Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Der henvises her til WHO, der sidste år kom frem til, at der ikke var nok belæg for at skabe en sammenhæng mellem nitrat og nitrit i drikkevandet og forekomst af cancer.

Socialdemokratiets ordfører har i samme omgang også stillet miljø- og fødevareministeren et spørgsmål om, hvorvidt ministeren vil genindføre kontrolpligten for private vandforsyninger, der ellers er blevet ophævet for nylig.

Det er dog ifølge ministeren slet ikke nødvendigt at tvangskontrollere, da han mener, at danskerne sagtens selv kan styre kontrol af deres vand.

»Jeg har tillid til, at beboere med egen vandforsyning selv vil tage initiativ til at få foretaget en kontrol af deres drikkevand. Jeg har tillid til, at borgerne af egen interesse vil kontrollere drikkevandet, når de bliver mindet om det og får oplysning om, hvad god drikkevandskvalitet er,« skriver han i svaret.