Fortsæt til indhold
Politik
Artiklen opdateres

Aftale på plads: Regeringen og Dansk Folkeparti enige om næste års finanslov

VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti har fredag aften indgået en aftale om finansloven, som sætter flere penge af til ældre, sundhed og flere betjente.

En historisk sen finanslovsaftale. Men ikke desto mindre en finanslovsaftale.

Fredag aften er det lykkedes regeringen at nå til enighed om næste års finanslov med støttepartiet Dansk Folkeparti. Det oplyser finansminister Kristian Jensen (V).

»Selvom vi har ventet lidt længere på aftalen, end jeg havde håbet på, så er den rigtig god. Det er en ansvarlig finanslov, den er afpasset i forhold til den økonomiske situation, vi står i, den er med til at sikre et godt fundament under det opsving, vi har i Danmark, den er med til at styrke beskæftigelsen og sikre, at vi får gang i hele Danmark,« siger Kristian Jensen.

Han fremhæver, at der afsættes to mia. kr. til sundhedsområdet over de næste fire år. Pengene skal blandt andet gå til en akuthelikopter i det nordlige Jylland og til frit valg i forhold til genoptræning.

I alt er der afsat ca. 4,7 mia. kr. til sundhed og ældrepleje i perioden 2018-21. På sundhedsområdet bliver der blandt andet afsat ca. 2,0 mia. kr. til bl.a. frit valg i forhold til genoptræning. Der skal blandt andet bedre bemanding på plejehjemmene og større valgfrihed, så ældre blandt andet selv kan vælge madordning.

De blå partier er også enige om at afsætte midler til at optage i alt 300 ekstra politistuderende i 2018 og 2019. Desuden fremhæver regeringen det selv som et »hovedpunkt« i aftalen, at det ridende politi, ryttersektionen, vender tilbage, efter den blev nedlagt i 2012.

Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen erklærer sig glad og tilfreds:

»Det har været et langt forløb. Men vi har sikret et markant løft til ældreområdet på en halv mia. kr. årligt.«

DF har desuden fået opfyldt ønsket om at gøre boligjobordingen, det såkaldte håndværkerfradrag, permanent.

Ligeledes er det lykkes for Liberal Alliance at få afskaffet skatten på fri arbejdstelefon. Efter de nuværende regler bliver omkring 480.000 lønmodtagere beskattet af den ordning.

De sidste dele af aftalen er tilsyneladende kommet så sent i hus, at Finansministeriet fik ekstra travlt med at rette aftaleteksten til. Aftalen er da også kommet på plads efter et politisk drama og flere dages nervekrig i blå blok, hvor regeringen og ikke mindst Liberal Alliance endte med at bøje sig for DF's krav om at splitte aftalerne om finanslov, skattereform og udlændingestramninger op.

Ifølge Liberal Alliance er finanslovsaftalen derfor ikke endelig. Den er bundet op på, at DF støtter »historisk store« skattelettelser inden jul. Som finansordfører Joachim B. Olsen (LA) skriver på Facebook:

»I aften lander vi en aftale om finanslov. Den bliver kun vedtaget, hvis den skatteaftale, som ligger på bordet, falder på plads. Det er aftalen.«

LA's forhandlingsleder Simon Emil Ammitzbøll-Bille virker mere forsonende:

»Der har været en tillidskrise, men tilliden er nu genoprettet,« sagde han ved præsentationen af finanslovsaftalen.

Mandag fortsætter forhandlingerne om skat og udlændinge med statsminister Lars Løkke Rasmussen for bordenden, oplyste han tidligere fredag aften. Her vil DF have markante stramninger af reglerne for flygtninge med såkaldt midlertidig beskyttelsesstatus. Det er primært syriske krigsflygtninge.

På Facebook bebuder LA-leder Anders Samuelsen, at regeringen lander »de største skattelettelser i historien«, inden finansloven bliver endeligt vedtaget i Folketinget.