Politik

Borgerlige frygter lodtrækning om borgmesterpost i Slagelse

Landets sidste kommune, der ikke har forhandlet en kommende borgmester på plads, er ikke tæt på en løsning.

Det er stadig ikke klart, hvem der bliver borgmester i Slagelse Kommune, når det nye byråd træder sammen.

Tre partier frygter, at en lodtrækning om borgmesterposten kan blive den eneste løsning.

Forhandlingerne i den sjællandske by er nemlig igen stødt på grund, oplyser Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Venstre i en mail til Ritzau efter forhandlinger onsdag aften.

- Drøftelserne er desværre grundstødt. Partierne er ikke enige om, hvem der skal være borgmester. A (Socialdemokratiet), Ø (Enhedslisten) og F (SF) har valgt at pege på John Dyrby Paulsen (S) betingelsesløst, skriver de tre partier i mailen.

Slagelses borgmesterkamp tiltrak opmærksomhed allerede på valgnatten, da John Dyrby Paulsen sagde, at han var byens nye borgmester. Det viste sig dog, at der ikke var tilstrækkelig opbakning til hans kandidatur.

Siden har partierne forhandlet om borgmesterposten, men det har ikke været muligt at finde flertal for hverken Venstres eller Socialdemokratiets kandidat.

Onsdag valgte Venstres Sten Knuth, der er nuværende borgmester, at forsøge at samle flertal bag en kandidat fra et andet parti.

Det skete, da han "på vegne af Radikale, Dansk Folkeparti og Venstre" valgte at pege på Dansk Folkepartis Ann Sibbern som ny borgmester.

- Der ville Socialdemokratiet, Enhedslisten, Liberal Alliance og SF heller ikke bakke op, står der i mailen fra Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Venstre.

De tre partier frygter nu, at det i yderste konsekvens bliver en tilfældighed, hvem der får borgmesterkæden.

- Vi finder det helt uanstændigt, at vi kan stå i en situation, hvor der eventuelt skal trækkes lod om at finde den nye borgmester, skriver partierne.

Byrådspolitikerne i Slagelse skal fredag holde deres konstituerende møde, hvor borgmesteren skal vælges formelt. Men de borgerlige partier har tidligere forsøgt at få det konstituerende møde udsat til 8. december.

Stén Knuth oplyser torsdag morgen til Ritzau, at de ikke har besluttet, om de vil gøre et nyt forsøg på at få mødet udsat.

Den allersidste frist for at udpege en borgmester er 15. december.

Lykkes det ikke gennem forhandlinger, skal den nye borgmester findes ved afstemning. Giver den heller ikke en ny borgmester, skal der altså trækkes lod.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her