Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Hvad bestiller Folketingets Ombudsmand?

Ombudsmanden er valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder.

/ritzau/

Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen går torsdag ind i ansattes ret til at videregive oplysninger til pressen.

Der sker på grund af sagen om Anna Mee Allerslev farvel som borgmester på Københavns Rådhus i kølvandet på læk fra en forvaltning.

Der er tale om en sag, som ombudsmanden selv vælger at gå ind i.

Jørgen Steen Sørensen er uddannet jurist og har siddet i jobbet siden 2012. Han har tidligere været afdelingschef i Justitsministeriet og havde indtil 2012 hverv som både rigsadvokat og forligsmand.

Her kan du læse om ombudsmandsinstitutionen:

  • I 1953 blev ombudsmandsinstitutionen oprettet gennem en såkaldt løfteparagraf i Grundloven. Folketingets Ombudsmand begyndte sit virke to år efter i 1955.
  • Ombudsmanden er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder som eksempelvis ministerier. Ombudsmanden vælges efter hvert folketingsvalg, men arbejder uafhængigt af Folketinget.
  • Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at behandle en sag igen og eventuelt ændre en afgørelse, men Ombudsmanden kan ikke selv træffe afgørelser.
  • De seneste år har Ombudsmanden modtaget 4000-5000 klager årligt fra borgere, der mener, at en myndighed har begået fejl.
  • Ud over at borgere kan gå til Ombudsmanden med en sag, kan Ombudsmanden også på eget initiativ tage en sag op.
  • Derudover fører Ombudsmandens jurister tilsyn med, hvordan myndigheder behandler borgere, som er frihedsberøvet. Det kan være i fængsler, på psykiatriske afdelinger og sikrede døgninstitutioner.

Kilder: Ombudsmanden og Folketinget.