Oprørerne havde held med at vippe borgmesteren af pinden

Planen lykkedes.

Den siddende bykonge i Slagelse, Venstres Stén Knuth, blev natten mellem tirsdag og onsdag skubbet af tronen af Socialdemokratiets John Dyrby Paulsen med støtte fra Liberal Alliances Villum Christensen.

Præcis som det umage par havde håbet på.

Midt om natten, klokken 02.45, kunne John Dyrby Paulsen træde ud af Socialdemokratiets lokale på Slagelse Rådhus og fortælle den ventende presse, at han nu havde samlet et flertal bag sig.

»Borgmesterposten har vi valgt skal gå til Socialdemokratiet, og det bliver mig,« sagde John Dyrby Paulsen.

Bag ham stod repræsentanter fra Enhedslisten, De Radikale og SF – og midt i det røde hav stak Liberal Alliances Villum Christensen sit hoved op med et snedigt smil på læben.

Men lad os først skrue tiden et par timer tilbage til tidligt tirsdag aften.

Slagelse var inden kommunalvalget udset til at blive en af de kommuner i landet, hvor der var størst drama i vente.

Byrådet i kommunen har gennem den seneste valgperiode dannet ramme om en række personsager og stridigheder, der har skabt kold luft mellem en række af kommunens mest fremtrædende politikere.

Mest fremtrædende er en skandalesag om et projekt om brintbusser, der har lammet den politiske dialog i store dele af byrådet, fordi det personlige forhold mellem borgmester Stén Knuth og Villum Christensen siden har ligget omkring frysepunktet.

I august – tre måneder inden valget - detonerede Villum Christensen så en politisk bombe i byrådet, da han meldte ud, at han ikke kunne pege på Stén Knuth som borgmester. I stedet afviste han ikke at pege på Socialdemokratiet.

Dermed var det lagt op til et drama på valgnatten, hvor de normale politiske tyngdelove var ophævet og flertallet bag den nye borgmester skulle findes på kryds og tværs af det politiske spektrum.

Allerede mens de første resultater fra kommunens mindste afstemningsområder begyndte at tikke ind, spredte der sig et leben på Slagelse Rådhus.

Gangen på rådhusets første sal udviklede sig i løbet af aftenen fra en lidt anonym kommunalt udseende en af slagsen, til en flersporet motorvej med en stærk stigende trafik af politikere, der løb frem og tilbage.

Omdrejningspunktet var repræsentationslokalet på gangen, hvor Venstre havde base. Døren ind til lokalet fungerede i flere perioder som en svingdør, hvor politikere fra Dansk Folkeparti på vej ud af døren gnubbede skuldre med politikerne fra Det Radikale Venstre, der var på vej ind. Og efter dem stod også SF parat.

Centralt inde i lokalet sad borgmester Stén Knuth og holdt hof, mens han forsøgte at samle opbakning blandt partierne til, at han kunne snuppe fire år til på posten og derved spænde ben for LA og S-alliancens planer om at vælte ham.

Samtidig knoklede Venstres gruppeformand, Knud Vincents, utrætteligt for at orkestrere hele showet.

Konstant forlod han Venstres gruppelokale med en politiker fra et af de øvrige partier for at trække ind i et tilstødende lokale eller en fjern krog på gangen. Her blev der med lav stemmeføring og en alvorlig mine forhandlet parallelt med de forhandlinger, som borgmesteren førte i lokalet bag den lukkede dør.

Vincents, en mildt udseende mand med et lille overskæg, havde startet aftenen med et venligt og imødekommende udtryk i ansigtet, men efterhånden som aftenen skred frem, begyndte det at krakelere.

Som timerne gik, begyndte han se mere og mere alvorlig ud, øjnene i stigende grad blodskudte, og skjorten, der hidtil havde været stukket pænt ned i bukserne, begyndte at hænge løst, mens Vincent som en anden arbejdsbi summede rundt på gangene.

Imens gav Villum Christensen og John Dyrby Paulsen, der havde base på anden sal på rådhuset, ikke megen lyd fra sig.

Ført efter midnat, da det endelige resultat forelå, kom der for alvor skred i forhandlingerne, selv om valgresultatet ikke for alvor gjorde det politiske styrkeforhold mere klart.

Både Venstre og Socialdemokratiet stod til at fastholde deres 10 og 12 pladser i byrådet, og pludselig så det ud til, at De Radikale kunne blive det afgørende lod på vægten, der fik magtbalancen til at tippe i enten blå eller rød retning.

Til gengæld stod det klart, at Liberal Alliance stod til at miste en af sine to pladser i byrådet, og derved var den ene af de to oprørere betydeligt stækket.

Men det fik ikke forhandlingerne til for alvor at flytte sig. De fortsatte flere timer efter midnat med den evige strøm af politikere, der vandrede frem og tilbage på gangene.

Men efterhånden som klokken havde passeret 02.00, var det, som om tyngden i forhandlingerne var flyttet fra Venstres lokale på første sal til Socialdemokratiets på anden sal.

Kort efter 02.30 forlod Knud Vincents og Dansk Folkepartis Ann Sibbern hovedrystende forhandlingerne hos Socialdemokratiet.

»Jeg har svært ved at se, hvordan den konstellation skal fungere,« lød det harmdirrende fra Vincents.

15 minutter senere trådte konstellationen så frem og præsenterede John Dyrby Paulsen som ny borgmester. Socialdemokratiet, Enhedslisten, De Radikale, SF og Liberal Alliance. 17 mandater. Nok til at sikre magten i byrådet.

Slaget var tabt for Venstre. Oprøret lykkedes.