Fortsæt til indhold
Politik

Byrådsmedlem i usædvanlig appel: Stem ikke på mit parti

En stemme på Venstre betyder Dansk Folkeparti på borgmesterposten, lyder det.

Guldborgsund Kommune er allerede blevet udpeget som stedet, hvor Dansk Folkeparti og René Christensen kan få sin første borgmesterpost. Men står det til formand for børn-, familie- og uddannelsesudvalget i kommunen, Venstres Janne Hansen, kommer det ikke til at ske.

Derfor opfordrer politikeren, som ikke selv stiller op til valget, vælgerne til ikke at sætte deres kryds ved Guldborgsundlisten - og ikke Venstre.

»Min stemme går ikke til René - eller til dem, der vil pege på ham som borgmester. Derfor kan jeg heller ikke pege på Venstre eller gå ud og anbefale Venstre-kandidater. Det gør mig ondt efter otte års loyalt arbejde for Venstre,« skriver hun på Facebook.

https://www.facebook.com/janne4990/posts/10213114594153691

Hun tilføjer, at netop Venstres opfattede alliance med Dansk Folkeparti er grunden til, at hun ikke stiller op til byrådet igen.

»På dagen, hvor Venstre havde opstillingsmøde, tilbød jeg at lade mig genopstille, hvis vi kunne lave aftale om ikke at pege på René. Det løfte kunne jeg ikke få. Derfor holdt jeg fast i at træde ud af politik,« lyder det.

John Brædder fra Guldborgsundlisten er p.t. borgmester i kommunen og har siddet på posten siden valget i 2009. Men Janne Hansen anbefaler vælgerne at stemme på en anden fra lokallisten, nemlig Martin Lohse.

Jannes Hansens opslag er fra oktober, men over for TV Øst bekræfter hun sit standpunkt. Venstre-kollegaen i byrådet Henrik Høegh-Andersen er forundret.

»Nu har vi været kollegaer i en lille byrådsperiode, og så synes jeg, det er ærgerligt, at hun lige dolker os i ryggen til sidst. Den havde jeg ikke set komme. Det skuffer mig meget,« siger han til TV Øst.

Formanden for Venstre i Guldborgsund, Bo von Würden siger til tv-kanalen, at han hverken vil be- eller afkræfte, om man peger på René Christensen som borgmester.

Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Guldborgsund Kommune, Bo Abildgaard, siger i en skriftlig kommentar til Lolland-Falsters Folketidende, at partiet ikke agter at gøre René Christensen til borgmester, selv om man tidligere ikke har villet afvise det.