Politik

Lokalpolitiker fra Syddjurs efterforskes efter sex-events

Per Zeidler fra Syddjurs Kommune er ifølge Aarhus Stiftstidende under efterforskning for rufferi.

Per Ziedler efterforskes ifølge Århus Stiftstidende af Østjyllands Politi. Foto: Ernst van Norde/Polfoto

En lokalpolitiker fra Syddjurs Kommune efterforskes ifølge Århus Stiftstidende af Østjyllands Politi, efter han har deltaget i arrangementer, hvor deltagere kan købe sig til gruppesex.

Det står ikke klart præcis, hvad politikeren, der hedder Per Zeidler og er formand for kommunens familieudvalg, efterforskes for.

Ifølge avisen har han mindst to gange på 14 dage bragt kvinder til og fra arrangementerne med gruppesex.

Arrangementerne skal være foregået i et forsamlingshus cirka 10 kilometer sydvest for Vejle. Her kan man ifølge en annonce på internetsiden Annoncelight.dk for 2400 kroner købe sig adgang til arrangementet, skriver Århus Stiftstidende.

Avisens journalister skriver, at Per Zeidler er gået glip af et byrådsmøde 25. oktober, fordi han deltog i et lignende arrangement.

Hvis Per Zeidler er arrangør af arrangementerne og har et økonomisk mellemværende med betalende kunder og de kvinder, der deltager, risikerer han ifølge avisen en sag om rufferi. Det kan give op til fire års fængsel.

Da Århus Stiftstidende konfronterer Per Zeidler med deres oplysninger, afviser han, at han er arrangør eller kunde.

- Jamen, jeg er på besøg, lige så vel som mange andre er på besøg, siger han ifølge avisen.

Lokalpolitikeren stiller op ved kommunalvalget i november for listen Den Socialliberale Borgerliste.

LA står uden spidskandidat

Indtil 1. oktober var han spidskandidat for Liberal Alliance i kommunen, men forlod uden varsel partiet efter aftale med partiets landsledelse.

Senere har Per Zeidler forklaret, at skilsmissen fra partiet skyldes et økonomisk tvist mellem ham og et lokalt firma.

Liberal Alliances landsformand, Leif Mikkelsen, bekræfter til Ritzau, at det er nyt for partiet, at Per Zeidler skulle deltage i arrangementer, som det Århus Stiftstidende beskriver.

Partiet og Zeidler gik hver til sit, fordi partiet ønskede, at han skulle betale et udestående, der var endt med en afgørelse imod Per Zeidler i fogedretten.

Det er ikke lykkedes Ritzau at få en kommentar fra Per Zeidler.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her