Fortsæt til indhold
Pressemeddelelser

Kæmpetalent er ny udlandsredaktør på Jyllands-Posten

1. august tiltræder Mads Bonde Broberg som ny udlandsredaktør på Danmarks internationale avis, Jyllands-Posten.

Konstitueret ansvarshavende chefredaktør Christina Agger kalder Mads Bonde Broberg »et kæmpetalent«, som mere end de fleste forstår Jyllands-Postens dna.

»Verden står i en brydningstid, hvor behovet for at forbinde de mange, store begivenheder og bevægelser og forklare dem er større end nogensinde. Jyllands-Posten leverer allerede en fremragende udlandsdækning, men også vi har behov for at skærpe vores profil og særpræg. For mange store og vigtige historier drukner i dag i live og breaking i en verden på speed. Dem skal vi blive endnu skarpere til at prioritere og formidle interessant. Og den transformation er jeg helt sikker på, at Mads Bonde Broberg fagligt er den helt rette mand til at stå i spidsen for. Samtidig er Mads et virkelig godt og vellidt menneske med et stort lederpotentiale, som jeg bare glæder mig til at se ham folde ud,« siger hun.

Mads Bonde Broberg overtager posten efter Michael Bjerre, som tiltræder en ny stilling som international analytiker på Jyllands-Posten den 1. august. Samlet set kalder Christina Agger det en ”oprustning af Jyllands-Postens internationale dækning”, som den gennem årtier har været kendt for.

Mads Bonde Broberg, som lige nu er vikarierende souschef på udlandsredaktionen, siger:

»Verden forandrer sig med rasende fart, den gamle orden er i opbrud, og kloden er fyldt med skæbner, debatter, tendenser og historier, der bare venter på at blive fortalt. Her er Jyllands-Posten i en klasse for sig, og jeg ser frem til samarbejdet med udlandsredaktionens eminent dygtige journalister i Aarhus, København og ude på kontinenterne. Jeg holder meget af JP, så jeg er selvfølgelig pavestolt over redaktørposten og glæder mig til august.«

Mads Bonde Broberg har en lang historik på Jyllands-Posten. Her begyndte han i praktik i 2005 og har siden arbejdet på flere af avisens redaktioner: JP Aarhus, Indland, Borgen, Finans, gravegruppen og Udland, hvor han tidligere gjorde sig som Jyllands-Postens korrespondent i Storbritannien.

Han er uddannet fra DJH og City University i London.