Forsker finder simpel slankekur: »Matematisk garanti for vægttab«
På én måned tabte en teknologiprofessor fra Aalborg Universitet sig syv kilo ved at følge en effektiv og simpel slankekur, der har sit udgangspunkt i matematikken.
5:2-kuren. Atkins. Suppekuren.
Hvis du gerne vil tabe dig ved kun at spise udvalgte retter eller fødevarer, er det let at finde tonsvis af slankekure og velmenende råd på nettet. Mange af dem har dog det problem, at du bliver træt af at spise det samme eller tager vægten på igen, så snart du hopper af kuren.
Hvis du hellere vil spise, stort set som du plejer, og også gerne holde vægten i længere tid, kan det være, du skal prøve noget helt andet end de klassiske slankekure. Det skriver Videnskab.dk.
Det har en forsker fra Aalborg Universitet i hvert fald haft stort held med. Ved hjælp af relativt simple matematiske beregninger har han tabt 7 kg på en måned – og bagefter holdt sit vægttab uden problemer.
Læs også: Ti myter om fedme og slankekure
»Metoden kan bruges på lige den kost, man foretrækker, selvom maden selvfølgelig skal være sund, hvis man ikke skal blive fejlernæret. Det er en uangribelig påstand, at hvis man følger den metode, jeg beskriver, har man matematisk garanti for det ønskede vægttab,« erklærer Jakob Stoustrup, professor i reguleringsteori på Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet, til Videnskab.dk.
Essensen i Jakob Stoustrups selvopfundne slankekur er ganske enkelt at spise og drikke mindre, end din krop forbrænder. Ikke beregnet på energien i hvert enkelt element i kosten, men på hvor meget fødevaren eller drikkevaren vejer.
Hvis din krop for eksempel har forbrændt 800 gram siden det seneste måltid, skal du spise og drikke højst 799 gram mad i næste måltid; så taber du dig. Hvis du gerne vil tabe dig mere end et enkelt gram, skal du bare spise tilsvarende mindre, lyder ræsonnementet.
Læs også: Forskere giver svar: Hvad er den bedste slankekur?
Jakob Stoustrup havde besluttet sig for at tabe 7,4 kg på 31 dage. Det svarer til, at han skulle tabe sig 239 gram om dagen – eller med andre ord: Spise 239 gram mindre, end der forsvandt ved kroppens naturlige, daglige forbrænding, som ifølge Jakob Stoustrup typisk ligger på 1-3 kg.
»Før hvert måltid registrerede jeg min kropsvægt med en god badevægt og fandt ud af, hvor meget jeg vejede mindre, end hvad jeg havde sat mig for at veje. Forskellen på de to mål indtog jeg derefter i mad og drikke. På den måde lå jeg efter et måltid på præcis den vægtkurve, jeg havde bestemt mig for på forhånd,« fortæller Jakob Stoustrup.
Professoren gjorde i øvrigt, som han plejede: Dyrkede motion et par gange om ugen, spiste samme slags mad – som han selv beskriver som normal, gennemsnitlig sund kost med blandt andet grønt, kød og fedt, som man nu spiser, hvis man ikke har særlige laster eller vilde vaner. Chokolade og rødvin blev der også plads til.
»Det viser, at vi måske har for lidt interesse og fokus på, hvad mængderne af mad betyder. Der er en tendens til, at vi tænker, at hvis vi spiser noget sundt, så er det dobbelt så sundt at spise dobbelt så meget. Men det er det jo ikke, hvis man vil tabe sig. Han har spist stabilt og monitoreret sin vægt relativt tæt. Hvis alle gjorde det samme – og tog sig sammen, når vægten var på vej op – kunne man nok undgå mange slankekure,« siger Bente Klarlund Pedersen, der er klinisk professor ved Aktiv Sundhed på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
Du kan læse hele artiklen om slankekuren hos Videnskab.dk.