Fortsæt til indhold
Viden

Tidsskrift undersøger Penkowas første videnskabelige artikel

En ny videnskabelige artikel med Milena Penkowa som medforfatter bliver nøje undersøgt, inden den bliver udgivet i tidsskrift.

Videnskab.dk

Milena Penkowa har udgivet en ny videnskabelig artikel. I tidsskriftet Supportive Care In Cancer konkluderer hun sammen med førsteforfatter, Per Boye Hansen fra Herlev Hospital, at mineralet bismuth fjerner nogle af bivirkningerne af kemoterapi.

Konklusionen bliver dog umiddelbart overskygget af forfatteren selv. Det skriver Videnskab.dk.

Det er første gang, Milena Penkowa har publiceret en videnskabelig artikel, siden hun røg ud i stormvejr om misbrug af fondsmidler, blev politianmeldt af sin arbejdsgiver Københavns Universitet (KU), blev fundet videnskabeligt uredelig af Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) og har været gennem sager ved domstolene.

Læs også: Milena Penkowa frifindes for groft dokumentfalsk

Da Videnskab.dk retter henvendelse til tidsskriftets chefredaktør, Fred Ashbury, for at høre, hvad tidsskriftet har gjort sig af overvejelser, da det antog Penkowas artikel, lyder det korte svar:

»Tak. Vi undersøger sagen, da vi tager integriteten i akademiske publikationer meget alvorligt.«

Penkowa: Vi har gået med livrem og seler

Milena Penkowa er dog sikker på, at alt er lavet efter bogen.

Studiet på 50 patienter på Herlev Hospital er randomiseret og dobbeltblindet, og arbejdet er ifølge Milena Penkowa blevet tjekket igennem flere gange af både forfatterne selv, et hold studenter og en uafhængig statistiker.

»Man gennemtjekker altid tingene en ekstra gang i udgangspunktet, men det er klart, at vi her har gået med livrem og seler, for der skal bare ikke være noget at komme efter,« siger Milena Penkowa, der har fuldført forskningen gennem sit firma, Hjerneeksperten, til Videnskab.dk.

Læs oså: Flere årtiers hjerneforskning belastes af fejl i computersystem

Artiklen har ifølge Penkowa været 10 år undervejs. Undersøgelserne blev sat i gang, før balladen om hendes forskning ved Københavns Universitet for alvor begyndte at rulle i 2010.

Tilhørsforhold giver minder om KU

I artiklen på tidsskriftets hjemmeside er oplyst, at Penkowa er tilknyttet »Section for Neuroprotection, Copenhagen, Denmark« - samme tilhørsforhold, som hun tidligere har benyttet, mens hun var ansat på Københavns Universitet. Det er også blevet bemærket af en læser hos Universitetsavisen, som har omtalt udgivelsen på baggrund af en artikel i B.T.

I den trykte version af artiklen er navnet på Milena Penkowas virksomhed, Hjerneeksperten, dog tilføjet.

Læs også: Forsker: Derfor er det bedst at træne om morgenen

Og ifølge Penkowa selv er »Section for Neuroprotection« et navn, hun selv har fundet på og derfor et navn, hun er i sin gode ret til at bruge, selvom det kunne sende signaler om en tilknytning til KU, som ikke eksisterer mere.

»Det har jeg altid kaldt min arbejdsgruppe, og det gør jeg også den dag i dag, hvor det er registreret hos mit firma under mit CVR-nummer. Neurobeskyttelse er mit arbejde, og derfor er det et vigtigt navn for mit arbejde. Hvis Københavns Universitet også vil benytte det, vil jeg ikke blande mig i det,« siger Milena Penkowa.