Fortsæt til indhold
Viden

Stor dansk undersøgelse: Godt hver fjerde kvinde får flere end seks symptomer

153.800 kvinder har deltaget i et forskningsprojekt, og de første resultater har fået lektor Maria Hybholt og hendes team til at tabe kæben.

Det var egentlig et andet projekt, der fik Maria Hybholt til at interessere sig for området.

Hun er lektor på Københavns Universitet og forsker på Institut for Folkesundhedsvidenskab og arbejdede for år tilbage på et andet studie om midaldrende kvinder, der handlede om tid til at være aktiv og sund.

Det gav hende lyst til at grave dybere i, hvad overgangsalderen indebærer af kropslige og mentale udfordringer.

Nu står hun med de første resultater af den største undersøgelse af kvinders overgangsalder i Danmark nogensinde.

153.800 kvinder i alderen 45-59 år har deltaget, og resultaterne har overrasket Maria Hybholt og hendes forskerhold.

Undersøgelsen viser, at 97 pct. oplever symptomer i overgangsalderen, og 83 pct. oplever mindst ét symptom, der beskrives som moderat til meget alvorligt. Derudover oplever mere end hver fjerde kvinde mere end seks symptomer, der er moderate til meget alvorlige.

»Det er enormt tankevækkende, at så mange kvinder har nogle symptomer, de skal forholde sig til og håndtere. Det var den ene ting, vi tabte kæben over,« siger Maria Hybholt.

»Den anden ting var, hvor mange der er ramt i en grad, hvor det er noget, der ikke bare kan løses med en Panodil i ny og næ. Det er simpelthen noget, der formentlig påvirker deres hverdagsliv og trivsel.«

Derudover har studiet vist, at symptomer for overgangsalderen for rigtig mange kvinder begynder i årene op til den sidste menstruation. Det er den fase, der kaldes perimenopausen.

Selv om gennemsnitsalderen for den sidste menstruation er 52 år, er 41 pct. af kvinderne i perimenopausen i 45-årsalderen, og ca. halvdelen af dem oplever allerede her moderate til meget alvorlige symptomer. Det kan skabe forvirring, forklarer Maria Hybholt.

»Vores kvalitative forskning indikerer, at en del kvinder fortsat møder læger, der bruger menstruation som pejlemærke for overgangsalderen. Hvis kvinden stadig har menstruation, konkluderer nogle læger, at det ikke er relateret til overgangsalderen. Konsekvensen for nogle af disse kvinder har været en fejldiagnosticering med stress eller depression, og dermed modtager de ikke den rette hjælp,« siger hun.

Kvinder i fokus

Der har den seneste tid været et stort fokus på kvinders sundhed og kvindesygdomme, og tidligere på måneden lød det fra regeringen, at den vil afsætte 160 mio. kr. til et nyt forskningscenter, der skal forske i kvinders sundhed.

Det er positivt, at der er kommet mere fokus på området, siger Maria Hybholt. Men hun oplever, at der fortsat skal kæmpes for at retfærdiggøre, at overgangsalderen skal have plads.

Det tror hun bl.a. hænger sammen med, at man ikke betegner overgangsalderen som en sygdom.

»Men det er en sundhedsmæssig udfordring, som i høj grad påvirker rigtig mange kvinder, som undersøgelsen understreger. Så selvom det ikke er en sygdom, er vi nødt til at tage fat om det, både som individer og forskere, men også som samfund.«

»I min optik spiller ambivalensen i kønskampen også en rolle. Groft forsimplet siger den ene lejr, at det er vigtigt at sætte fokus på, hvad vi kæmper med som kvinder. Den anden lejr siger, at hvis vi synliggør det her, så bliver vi som køn stillet dårligere på arbejdsmarkedet. Det er svært, hvor man stiller sig i forhold til det. Vi er nødt til at se nuancerne og kompleksiteten,« siger hun.

Hun håber, at hendes undersøgelse kan være med til at hjælpe kvinderne og deres omgivelser og rådgive om, hvordan man kan mildne symptomerne. Samtidig håber hun, at det kan være med til at råbe samfundet op og sætte større fokus på området.

»For mig handler det om at skabe gode kvindeliv,« siger Maria Hybholt.

Det er kun de første resultater, der nu er kommet ind fra den store undersøgelse. Den kommende tid vil forskerne bl.a. kigge nærmere på, hvordan arbejdsevnen kan være relateret til overgangsalderen. Man vil også se på, hvilke samfundsgrupper der bliver hårdest ramt.

Allerede her er der indikationer på, at ting som rygning og overvægt kan give flere og sværere symptomer, mens højere uddannelse og fysisk aktivitet i fritiden har en positiv effekt på symptombilledet.