Gør som Edison og Dalí: Bliv mere kreativ med berømt søvnteknik
Søvnstadiet mellem søvn og vågenhed kan være nøglen til at vække din kreativitet, viser nyt studie.
Når elpærens ophavsmand, Thomas Edison, var tom for kreativitet, døsede han angiveligt hen i en lænestol, imens han holdt en genstand i hånden.
Idet søvnen overmandede den berømte opfinder, faldt genstanden på gulvet.
Lyden vækkede Edison, nøjagtigt i tide til at fange de idéer, der var kommet til ham under den korte skraber, påstod han. Kunstmaler Salvador Dalí brugte efter sigende også teknikken.
Nu viser et nyt studie, at Edison og Dalís søvnteknik kan være en særdeles lovende metode, hvis man vil vække kreativiteten, skriver Videnskab.dk.
Hjerneaktiviteten i tusmørkezonen, et kortvarigt søvnstadie mellem søvn og vågenhed, antænder kreativitetens flamme, og studiet høster ros blandt nogle af Skandinaviens førende søvnforskere.
»Mange har omtalt Edisons idé som anekdotisk evidens, men nu er et hold forskere skredet til handling og har undersøgt dens virkning. Resultatet understreger, at søvn er noget naturgivent, som vi kan bruge på mange fantastiske måder, og skubber til grænserne for hvordan,« siger Christian Benedict, der leder søvnforskningslaboratoriet Benedict Lab på Uppsala Universitet, til Videnskab.dk.
Læs også: Det sker der i hjernen, når du er kreativ
I studiet fik deltagerne til opgave at løse et matematisk puslespil, men det virkelige formål med forsøget var, at de skulle opdage en skjult talregel, en genvej til at løse opgaven hurtigere.
Forskerne var interesserede i, om deltagerne hurtigere fandt frem til reglen, hvis de tog sig et hurtigt hvil undervejs.
Derfor lagde forskerne en 20 minutters pause ind midt i forsøget, hvor deltagerne hvilede sig i en lænestol i et afsondret rum, imens de holdt en lille plasticflaske i hånden, som faldt på gulvet og vækkede dem, hvis de faldt i søvn.
Læs også: Forsker: Der er langt flere søvnstadier, end vi kender til
Under luren aflæste forskerne deltagernes hjernebølger for at monitorere, om de faldt i søvn, og i så fald hvilket søvnstadie de sank ned i. Da deltagerne vendte tilbage til talopgaven, og forandringen var slående.
»De deltagere, der faldt i den meget lette N1-søvn, som befinder sig lige på skillelinjen mellem vågenhed og søvn, tredoblede deres chancer for at finde den skjulte regel, der knækker den matematiske gåde,« siger studiets medforfatter Delphine Oudiette, som forsker ved Paris Brain Institute på Sorbonne Universitet i Frankrig.
Det resultat stemmer overens med en blandt søvnforskere udbredt teori om, at søvn spiller en rolle i kreativ problemløsning, og studiet bidrager desuden med en vigtig præcisering. Deltagere, der faldt i en dybere søvn end N1, fik ikke skærpet deres problemløsningsevner. Det lader derfor til at være N1, der booster kreativiteten.
Næste gang du savner inspiration til en opgave, så opfordrer forskerne til at prøve at bruge Thomas Edisons teknik.
Tag en lille genstand i hånden, læn dig tilbage, og lad dig glide ind i søvnen, til genstanden falder på gulvet, siger Delphine Oudiette, som tror, at studiets metode kan hjælpe folk i hverdagssituationer.