Stjerne går direkte i spaghettidøden
Sluuurp! Helt nye og tydelige observationer viser, hvordan et sort hul ”sluger” en nærliggende stjerne, som var den spaghetti. Observationerne kan hjælpe forskerne med at forstå de mystiske sorte huller.
Astrofysikere har opklaret et spaghettimord på en stjerne i en galakse 215 mio. lysår borte.
Den skyldige er et supermassivt sort hul, der blev afsløret af kraftige lysglimt, der opstod, da hullet slubrede stjernen i sig som spaghetti.
Lysglimtene blev observeret af teleskoper fra European Southern Observatory (ESO) i Chile og er blevet analyseret i samarbejde med bl.a. forskere fra DTU Space her i Danmark. Det skriver Videnskab.dk.
Observationerne er banebrydende. Det er aldrig tidligere lykkedes for astronomer at se et sort hul fortære en stjerne igennem såkaldt tidevandsdestruktion så tydeligt, så tæt på og så tidligt i processen.
»Denne forskning hjælper os til bedre at kunne forstå de supermassive sorte huller, og hvordan stof opfører sig i de ekstreme gravitationsfelter omkring dem,« fortæller medforfatter på studiet og ph.d.-studerende på DTU Space Panos Charalampopoulos ifølge en pressemeddelelse fra DTU. Forskningen er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Monthly Notices of the Royal Astronomical Society.
Læs også: Teori om voldsomt fænomen: Sådan æder sort hul en stjerne
Når en stjerne kommer tæt på et supertungt sort hul, vil hullets voldsomme tyngdekraft flå noget af stjernen i tynde strimler og sluge det, lidt som spaghetti. Fænomenet kaldes da også ”spaghettificering”.
Når noget af stjernespaghettien falder ind i det sorte hul, opvarmes gassen, som udsender en voldsom mængde energi, der kan observeres som lysglimt her på Jorden.
»Det er (lykkedes at se det sorte hul) ved, at vi har observeret områderne for ultraviolet og optisk lys samt røntgenområdet i radiolys,« uddyber Panos Charalampopoulos.
»Tanken om, at et sort hul ”suger” en nær stjerne til sig, lyder som science fiction. Men det er lige præcis det, der er sket,« fortæller Matt Nicholl i pressemeddelelsen fra DTU. Han er Royal Astronomical Society-fellow ved Birmingham University og hovedforfatter på artiklen.
Læs også: Sorte huller: Her er alt, du skal vide
Det er ikke hver dag, at et sort hul får stjernespaghetti til frokost. Faktisk er det sjældent fænomen og utroligt svært at observere.
Det sorte hul spiser nemlig ikke særlig pænt og gemmer sig derfor bag et slør af stjernerester og -støv, der gør det svært for astronomerne at iagttage indtagningen.
Rodet skyldes, at den energi, der udsendes, når sorte huller spiser stjerner, presser rester af stjernen væk fra hullet, fandt forskerne bag undersøgelsen ud af.
Men i tilfældet med denne ”tidevandsbegivenhed” blev det sorte hul i en spiralgalakse i stjernebilledet Eridanus grebet i sit foretagende i tide. Det gav forskerne mulighed for at se om bag ved sløret, hvor det sorte hul med en masse på 100.000 gange Solens sendte strømme af stof ud med hastigheder på op til 10.000 km/s.
»Der er blæs på!« kommenterer Marianne Vestergaard over for Videnskab.dk. Hun er lektor i astrofysik ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.
Hun har ikke selv været en del af studiet. Hun mener, resultaterne er ret så bemærkelsesværdige.
»Observationen er rimelig lysklar. Disse data er bemærkelsesværdige, fordi observationerne er udførlige og stammer fra tidligt i tidevandsbegivenheden. Det betyder, at man kan bruge de gode data som en Rosettesten. Når man senere vil kunne sammenligne med observationer af andre lignende begivenheder, bliver det muligt at se efter mønstre for, hvordan sorte huller opfører sig, når de sluger gas og stjerner,« vurderer Marianne Vestergaard.