Fortsæt til indhold
Viden

Ny opdagelse: Alger i Roskilde Fjord kan forvandle sig – forskere troede, det var to arter

Forskere har opdaget, at to velkendte algearter i virkeligheden er én og samme art. De små alger kan forvandle sig, alt efter hvor meget mad der er tilgængeligt.

Lise Brix

Zoomer du ind på havvandet langs de danske kyster, dukker en helt ny og sprællevende verden op, som er usynlig for det blotte øje.

Her lever rekylalgerne, mikroskopiske alger, som hører til blandt verdens mindste levende væsner.

Men selv om man er lille – de encellede organismer er op mod 100 gange mindre end en millimeter – kan man godt have forunderlige evner og være vigtig for økosystemet.

I et nyt studie har forskere nemlig opdaget, at to velkendte og almindelige rekylalger i virkeligheden er samme art. De små alger kan blot forvandle sig.

»Indtil nu har man troet, at det var to forskellige arter. Men vi har opdaget, at det er samme art, som findes i to forskellige udgaver, og som kan skifte frem og tilbage,« siger Hans Jakobsen, som er seniorforsker og marinebiolog ved Aarhus Universitet og medforfatter på det nye studie til Videnskab.dk:

Rekylalgerne lever overalt i danske farvande, men deres forvandlingsnummer er blevet opdaget i prøver indsamlet ved Roskilde Fjord.

Den nye undersøgelse har vist, at den største af de to rekylalger, Teleaulax amphioxeia, har dobbelt så meget arvemateriale, dna, som sin ”lillebror”, Plagioselmis prolonga.

»De har forskellig størrelse og farve, men genetisk set er de fuldstændig ens. Bortset fra at den ene indeholder halvt så meget dna som den anden,« forklarer Nina Lundholm, som er lektor ved Statens Naturhistoriske Museum og medforfatter til studiet.

Læs også: Overraskende sand-alger kan omskrive biologibøgerne

»Det svarer lidt til, hvad man ser i menneskers kønsceller. I kønsceller har man også kun halvdelen af moderens eller faderens dna, mens alle andre celler i kroppen indeholder dobbelt så meget dna,« tilføjer hun.

Det næste spørgsmål, der nu rejste sig blandt forskerne, var: Hvorfor? Hvad får algerne ud af at forvandle sig og skifte frem og tilbage mellem de to forskellige stadier i deres livscyklus?

Forskernes undersøgelse har vist, at algerne laver deres forvandlingsnummer for at tilpasse sig niveauet af kvælstof i vandet. Kvælstof er nemlig algernes hovedernæring.

Læs også: Fremtidens gadelamper kan være oplyst af alger

Det nye studie kan ifølge Hans Jakobsen bruges til, at »vi kan lade os oplyse og glædes ved, at naturen er en foranderlig, finurlig og fascinerende«.

Desuden er det vigtigt at have viden om mikroalger såsom rekylalger, idet de er ansvarlige for 50 pct. af al den fotosyntese, som foregår på Jorden, fortæller Nina Lundholm.

»Det betyder, at halvdelen af al den ilt, som bliver lavet på Jorden, stammer fra mikroalger. Derfor giver det mening at beskæftige os med dem, for de er vigtige for hele fødekæden. Og her kan vi altså vise, at de er utroligt fleksible og kan skifte mellem forskellige livsformer for bedre at kunne overleve og klare sig,« siger Nina Lundholm.

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk