Fortsæt til indhold
Viden

Istidens bratte klimaændringer skete samtidig i flere verdensdele

Ny forskning kan hjælpe os med at forstå mekanismerne bag de nuværende klimaforandringer, mener forskere.

Frederik Guy Hoff Sonne

I den seneste istid, for mellem 115.000 og 11.700 år siden, indtraf flere dramatiske klimaforandringer på Jorden. Fra temperaturstigninger på 20 grader i Grønland til voldsomme nedbørsændringer i Sydøstasien, Sydamerika og Europa.

Nu viser ny dansk-australsk forskning gennem detaljerede analyser af drypstenshuler og iskerneboringer, at mange af de pludselige og vilde skift i klimaet skete synkront på tværs af hele kloden, som en slags dominoeffekt. Det skriver Videnskab.dk.

Studiet, der netop er publiceret i tidsskriftet Science, viser, at 34 af 37 tilfælde af såkaldt bratte klimaforandringer under den seneste istid er sket med en forskydning på ”kun” mellem 60 til 100 år på tværs af kloden.

»Det fortæller os, at klimasystemet kommunikerer enormt hurtigt, når der sker ændringer i systemet. I nogle tilfælde tager det kun årtier,« uddyber en af forskerne bag studiet, Sune Olander Rasmussen, der er lektor ved Sektionen for Is, Klima og Geofysik på Niels Bohr Institutet.

Læs også: Der er 10 katastrofale trusler mod menneskeheden lige nu, og coronavirus er kun én af dem

Møjsommeligt arbejde, der sætter stort flueben

Studiet imponerer professor og klimaforsker Peter Langen, der har hjemme på Aarhus Universitets Institut for Miljøvidenskab. Han har ikke været involveret i studiet, men har læst det for Videnskab.dk:

»Det er et stort og møjsommeligt arbejde, og det sætter et stort flueben ved en arbejdshypotese, der har fandtes i mange år,« bekræfter Peter Langen.

Sune Olander Rasmussen mener, at det nye studie kan lære os noget i dag i en tid, hvor indlandsisen mister flere milliarder tons is hvert år, som et nyligt studie viste, og verdenshavene gennemsnitligt stiger med 3,4 mm om året.

»Vores forskning siger ikke direkte noget om moderne klimaforandringer, og vi har ikke nogen klimaændringer i vores moderne tid, der er lige så store, som de var under istiden, hvor vi taler om temperaturændringer på 15-20 grader i Grønland inden for et menneskeliv,« siger Sune Olander Rasmussen.

Men vi kan risikere at komme til at opleve noget, der minder om, tilføjer Sune Olander Rasmussen.

»Lige nu argumenteres der eksempelvis for, at afsmeltningen i Arktis sker med en hastighed, der kan klassificeres som en brat klimaændring. Vi ved fra tidligere, at ændringer i styrken af havstrømmene – det, vi populært kalder Golfstrømmen – kan give bratte klimaændringer i det nordatlantiske område,« siger Sune Olander Rasmussen.

Læs også: Indlandsisen smelter med stigende hast – men pas på med at tale om ’point of no return’

Bratte ændringer i Arktis kan være undervejs

I dele af Arktis har man målt 4 graders opvarmning på 40 år. Når man går gennem iskernedata fra Grønland, der rækker cirka 130.000 år tilbage i tiden, finder man, at det kun er begivenhederne i den seneste istid, der er mindst tilsvarende bratte.

Så man kan sige, at næst efter begivenhederne i istiden er de nuværende klimaændringer i Arktis den mest bratte klimaændring i 130.000 år.

Fordi det kan være vanskeligt at tilpasse sig pludselige og hurtige klimaændringer, understreger Sune Olander Rasmussen, at det er mindst lige så vigtigt, at vi reducerer risikoen for bratte klimaændringer, som at vi reducerer omfanget af de gradvise klimaændringer.

Peter Langen mener også, at det nye studie bekræfter, at de bratte klimaændringer kræver vores opmærksomhed:

»Hvis der sker noget i Arktis, som vi ser det med afsmeltningen nu, så ved vi, at ændringerne kan kommunikere hurtigt til resten af kloden, der er i stand til at give os et meget kraftigt svar. Det bekræfter studiet her.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med videnskab.dk