Studie: 15 millioner mennesker har begået selvmord ved at drikke pesticider
De giftigste pesticider bør forbydes, vurderer forskere.
Omkring 15 millioner.
Så mange mennesker har sandsynligvis taget deres eget liv med meget giftige pesticider. Det viser et nyt studie, der er udkommet i dag på World Suicide Prevention Day, skriver Videnskab.dk.
Introduktionen af meget giftige pesticider i fattige landdistrikter i udviklingslande er især skyld i mange af dødsfaldene siden 1960, fortæller Flemming Konradsen, der er professor og afdelingsleder på Afdeling for Global Sundhed på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet og medforfatter til studiet.
»Selvmord med pesticider er især udbredt i Indien, Kina og andre dele af Asien, hvor de meget giftige stoffer er nemt tilgængelige i hjemmet, i haven og i marken. Men vi frygter også, at tendensen breder sig til Afrika, i takt med at landbruget bliver mere industrialiseret. Derfor skal stofferne forbydes hurtigst muligt,« siger han til Videnskab.dk.
De giftigste pesticider bør forbydes
Selvom antallet af selvmord med pesticider er faldet med tiden, skyldes omkring 150.000 ud af 800.000 selvmord om året på verdensplan stadig indtagelse af pesticider, ifølge det nye studie.
Læs også: Dansk professor selvmordssikrer pesticider
Ifølge en ny cost-benefit-analyse foretaget af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vil et forbud mod anvendelsen af de giftigste pesticider være blandt de mest effektive løsningsforslag til reduktion af selvmord på globalt plan.
Merete Nordentoft, der er klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet og Region Hovedstadens Psykiatri på Bispebjerg Hospital, vurderer, at tallene i det nye studie stemmer fint overens med tidligere forskning på området.
»Det er et meget overbevisende studie, og tallene lyder meget rigtige. Det er selvfølgelig meget svært at estimere antallet over så lang en periode, men de valg, som forskerne har truffet undervejs, er meget fornuftige,« siger hun.
Merete Nordentoft forsker i selvmord og selvmordsforebyggelse. Hun har ikke selv medvirket i det nye studie, men har læst det igennem for Videnskab.dk.
Forbud er første skridt
Flemming Konradsen er ganske klar over, at det ikke er pesticiderne i sig selv, der giver folk selvmordstanker.
Læs også: Derfor er det afgørende, hvordan medier skriver om selvmord
Og han er sådan set heller ikke uenig i, at der skal tages hånd om de bagvedliggende årsager til selvmordstankerne, men første skridt bør stadig være et forbud mod de mest giftige pesticider - ganske enkelt fordi det har den største effekt, siger han.
»Selvmordstanker kan skyldes mange bagvedliggende årsager som alkoholmisbrug eller vold i hjemmet, men vi er nødt til at redde folk fra at dø hurtigst muligt, for ellers kan vi slet ikke støtte de her familier,« siger han.
Merete Nordentoft er enig.
»Man kurerer selvfølgelig ikke de bagvedliggende årsager ved at fjerne pesticider, men man gør situationen mindre farlig, og man gør det muligt at hjælpe bagefter. Hvis man dør, er det jo ganske enkelt for sent,« slutter hun.