Fortsæt til indhold
Viden

FN’s dårlige betalere

Fakta, der forklarer verden: Det er langt fra alle lande, der betaler deres kontingent til FN til tiden.

Lande som USA, Frankrig og Storbritannien har styr på landets forpligtelser og betaler deres regninger til tiden, skulle man tro. Men sådan forholder det sig næppe, når det gælder kontingentet til De Forenede Nationers regulære budget.

I slutningen af september manglede FN stadig kontingentbetalinger til 2018-budgettet svarende til 32 pct. af organisationens samlede budget på ca. 16,1 mia. kr.

FN’s regulære budget dækker udgifter til selve FN-organisationens drift. Det omfatter derimod ikke udgifter til blandt andet FN’s fredsbevarende missioner samt særskilte FN-organisationer som Unicef og FN’s Fødevareprogram.

Ifølge reglerne skulle kontingentet have været betalt senest den 9. februar i år. Kun 48 ud af FN’s 193 medlemslande, herunder Danmark, betalte deres bidrag til tiden, mens tallet var nået op på 143 den 2. oktober.

USA er med en andel på 22 pct. officielt den største bidragsyder, men Donald Trump har gentagne gange ytret utilfredshed med størrelsen af landets bidrag. Sat i forhold til indbyggertallet betaler blandt andet de nordiske lande dog endnu mere.

Artiklens emner
FN