Fortsæt til indhold
Nyhedsoverblik

De vigtigste nyheder den 2. november 2022

I dagens overblik over det vigtigste kommer vi bl.a. forbi Sofie Carsten Nielsens afgang som leder for De Radikale, dagens dronningerunde og det første æresdrab i Danmark i 17 år.

1

Sofie Carsten Nielsen trækker sig som leder for De Radikale

På et pressemøde onsdag eftermiddag annoncerede Sofie Carsten Nielsen, at hun trækker sig som posten som leder for Radikale Venstre.

»Stemmetallene viser tydeligt, at der ikke er tillid til mig. Vælgernes stemmer vil noget andet. Derfor kan jeg selvfølgelig heller ikke fortsætte som politisk leder,« udtalte Sofie Carsten Nielsen på pressemødet.

På daværende tidspunkt var det stadig uvist, hvorvidt Sofie Carsten Nielsen overhovedet ville blive valgt til Folketinget, idet hun kæmpede mod partiets sundhedsordfører, Stinus Lindgren, om De Radikales ene mandat i Københavns Omegns storkreds. Det står dog klart nu, at hun er blevet valgt ind.

De Radikale led et markant nederlag på valgaftenen, da partiet blev mere end halveret og går ni mandater tilbage – fra 16 til 7 mandater.

2

Mette Frederiksen valgt som kongelig undersøger

Dagen i dag har ligeledes bragt en dronningerunde med sig, hvor partierne skiftevis har meddelt dronningen, hvilken partileder de peger på som kongelig undersøger – altså hvem der skal lede forhandlingerne om en ny regering.

Socialdemokratiet pegede selvsagt på Mette Frederiksen som forhandlingsleder og indstillede til, at der skulle dannes en bred regering henover midten. Det samme gjorde Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne samt resten af den røde blok.

Jakob Ellemann-Jensen pegede imidlertid på sig selv som kongelig undersøger og blev bakket op af Liberal Alliance, Konservative og Nye Borgelige, der ligeledes pegede på V-formanden i håb om om at danne en borgerlig regering.

Mette Frederiksen selv bekræftede i løbet af eftermiddagen, at hun var blevet valgt til at lede forhandlingerne om at danne en ny regering. Hun vil indlede forhandlingerne fredag.

3

Flere profiler ryger ud af Folketinget

I takt med at de personlige stemmetal er løbet ind i løbet af dagen, har det vist sig, at flere store politiske profiler ikke er blevet valgt eller genvalgt til Folketinget. Blandt de mest markante navne er bl.a. fungerende udenrigsminister Jeppe Kofod, der ikke blev valgt i Sjællands Storkreds, Venstres tidligere minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Eva Kjær Hansen, Radikale Venstres politiske ordfører og 2. næstformand Andreas Steenberg og De Konservatives Britt Bager.

De personlige stemmetal har ligeledes afsløret, at Pia Kjærsgaard genvælges til Folketinget på bekostning af Dansk Folkepartis næstformand, René Christensen, i Sjællands Storkreds.

4

Danmarks første æresdrab i 17 år

I dag har Vestre Landsret omgjort en dom, hvor Retten i Randers havde dømt to personer for mord. Sagen drejer sig om en 44-årig kvinde, der blev stukket ihjel med 19 knivstik i sit hjem i Randers af kvindens 18-årige søn og 60-årige ægtemand. Retten i Randers kendte sønnen og ægtemanden skyldig og idømte dem henholdsvis otte og tolv års fængsel, men fandt ikke at drabet havde noget med religion og ære at gøre. Det var Venstre Landsret imidlertid uenige i og har nu omstødt dommen.

»Retten siger, at drabet har baggrund i den dræbtes tro, så de gør det til et æresdrab,« udtalte forsvarsadvokat Henrik Garlik, der har forsvaret sønnen i både byretten og landsretten.

Drabet, der nu kategoriseres som æresdrab, er det første af sin slags i Danmark siden 2005.

Læs hele historien her:

Vil du modtage overblikket dagligt? Du kan f.eks. tilmelde dig nyhedsbrevet ”Aften” eller downloade app’en ”Jyllands-Posten Nyheder” og tillade push-notifikationer.