Disse store profiler missede billetten til Folketinget og disse sejrede
Onsdag eftermiddag tikkede resultaterne for de personlige stemmer ind. Dermed fik både nuværende og kommende folketingsmedlemmer vished om deres fremtid.
Selvom den historisk tætte valgafgørelse onsdag nat tegnede de store linjer i dansk politik, udestod det fortsat, hvilke personer der faktisk skulle udgøre det nye Folketing. I løbet af onsdag tikkede resultaterne af de personlige stemmer ind, og der ventede både store overraskelser og nederlag.
Få her overblikket over nogle af de mest markante resultater.
Kampen om Nordjylland
Nordjyllands Storkreds: Der var lagt op til et af valgets helt store personopgør, da Inger Støjberg meddelte, at hun stillede op i samme storkreds som Mette Frederiksen (S) med sit nye parti Danmarksdemokraterne.
Onsdag fandt opgøret så sin vinder.
Optællingen af de personlige stemmer afgivet ved tirsdagens valg viste således, at Mette Frederiksen løb med en storsejr over sin politiske konkurrent.
Mette Frederiksen fik i Nordjyllands Storkreds 60.837 personlige stemmer overfor Inger Støjbergs 47.211. Dermed slår Mette Frederiksen sin hidtidige stemmerekord fra folketingsvalget i 2019. Her fik hun 43.489 personlige stemmer.
Lokalt var der store forskelle mellem de to. I Støjbergs hjemkommune, Mariagerfjord, snuppede hun 5.472 personlige stemmer mod Mette Frederiksens 3.893.
Men i Aalborg Østkredsen hapsede Mette Frederiksen 11.124 overfor Støjbergs 4.120 personlige stemmer.
Mette Frederiksen indtager med sit høje personlige stemmetal samtidig tredjepladsen over flest personlige stemmer ved et folketingsvalg nogensinde. Hun er kun overgået af Anders Fogh Rasmussen (V) i 2005 med 61.792 personlige stemmer og i 2001 med 70.0242 stemmer.
Radikal næstformand sendt ud
Østjyllands Storkreds: Det var ham, der på vegne af De Radikale leverede budskabet om, at partiet efter mink-sagen ikke havde tillid til regeringen, og dermed ville udløse et efterårsvalg.
Men nu er den 39-årige politiske ordfører, Andreas Steenberg, sendt ud af Folketinget.
De Radikale gik markant tilbage ved valget, og RV-profilen måtte i Østjyllands Storkreds, hvor han var opstillet, se sig slået af sin partifælle Katrine Robsøe.
»Der var ikke opbakning nok fra radikale vælgere i Østjylland til, at jeg skulle fortsætte på Christiansborg. Det er jeg selvfølgelig ked af. Jeg har haft 11 rigtig gode år på Christiansborg med store resultater og sejre. Jeg vil gerne takke alle de mennesker, der gennem årene har stemt på mig, hjulpet mig og lavet politik med mig. Jeg sætter stor pris på jer alle,« skrev Steenberg i et Facebook-opslag onsdag.
Den sydjyske duel, der aldrig blev
Sydjyllands Storkreds: Nye Borgerliges formand fik ved sit andet Folketingsvalg markant flest personlige stemmer af alle kandidater i sin valgkreds. Her satte 15.375 borgere deres kryds ved Pernille Vermund, hvis parti gik frem med to mandater ved valget.
Sidste valgs stemmesluger i kredsen, tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl, var som bekendt ikke at finde på stemmesedlerne ved dette valg. Han har skiftet politik ud med erhvervslivet.
I stedet havde Dansk Folkepartis Peter Kofod overtaget Thulesen Dahls plads i det område af landet, der ved valget i 2015 var hjertet af DF-højborgen ”Det gule Danmark”.
23.119 stemmer skulle Kofod, der har siddet i Europa-Parlamentet for partiet, have for at tangere sin forgængers stemmetal fra valget i 2019.
3.875 personer satte kryds ved DF-kandidaten, hvilket dog var nok til at give ham ét af partiets fem mandater i Folketinget.
Kjærsgaard eller Christensen?
Sjællands Storkreds: Der var længe spænding om, hvorvidt DF-stifter Pia Kjærsgaard ville miste sin plads i Folketinget, efter at det allerede onsdag nat stod klart, at partiet kun havde fået et enkelt mandat i Sjællands Storkreds.
Kampen stod derfor mellem hende og partiets næstformand, René Christensen. Sidstnævnte trak dog det korteste strå i den duel og skal derfor pakke sit kontor sammen på Christiansborg, hvor han har siddet som en markant profil for partiet.
Pia Kjærsgaard fik 6.084 stemmer, mens René Christensen fik 4.143 personlige stemmer.
På landsplan gik Dansk Folkeparti markant tilbage efter en tumultarisk valgperiode, hvor en stor del af medlemmerne forlod partiet - mange til fordel for Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne.
Det kvitterede vælgerne for ved at tage 11 mandater fra partiet, hvilket samtidig gør dem til det mindste parti på Borgen.
Tiktok-kongen slog både V-formand og Wammen
Østjyllands Storkreds: Det blev hverken den tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen (S) eller Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som løb med flest personlige stemmer i Østjyllands Storkreds.
I stedet blev det Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, der med længder blev den største stemmesluger i kredsen.
38.284 østjyder satte kryds ved Vanopslagh, der under valgkampen er blevet kendt som kongen af TikTok. Jakob Ellemann-Jensen indtog andenpladsen med sine 20.945 personlige stemmer. På tredjepladsen ligger finansminister Nicolai Wammen med 18.022 personlige stemmer.
Ved valget i 2019 fik Wammen og Ellemann hhv. 13.824 og 10.217 personlige stemmer.
Nicolai Wammen lykønskede da også sin konkurrent, da det stod klart, at han blev slået med mere end 20.000 stemmer.
»Først og fremmest et stort tillykke til ham med et formidabelt flot valg i Østjylland. Det vigtigste for mig er dog, at rigtig mange østjyder har sat kryds ved mig. Ved de sidste tre valg har jeg fået flest personlige stemmer. Nu er der en god udfordring til mig til næste gang, hvor jeg vil give Alex Vanopslagh kamp til stregen.«
Løkke i nye klæder
Sjællands Storkreds: Den tidligere Venstre-statsminister, Lars Løkke Rasmussen, må med sit nye parti Moderaterne blev en af valgets vindere med 16 mandater på landsplan efter blot at have eksisteret i fem måneder.
Hovedpersonen selv fik da også et højt stemmetal i sin valgkreds, Sjællands Storkreds. Her satte 38.439 kryds ud for Lars Løkke Rasmussens navn.
Det var dog en del færre krydser end ved valget i 2019, hvor han som bekendt var formand for Venstre. Dengang fik han 40.745 personlige stemmer, hvilket gjorde ham til den politiker, der fik det næsthøjeste stemmetal ved valget.
Moderaternes succesfulde valg betyder samtidig, at de nyvalgte kandidater ikke har behøvet særligt mange kryds ud for deres navne på stemmesedlerne. Der er således eksempler på, at en moderat-kandidat blot har fået 505 personlige stemmer, men nu kan indtage gangene på Christiansborg.
Søren vs Søren
Vestjyllands Storkreds: Det var ikke kun i det nordjyske, at to markante politikere dystede mod hinanden.
Venstre-strateg Søren Gade stod i den vestjyske storkreds overfor sin navnebror, De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. Sidstnævnte har historisk set stået stærkt i kredsen - særligt grundet sin position som tidligere borgmester i Viborg.
Det blev dog den hjemvendte europaparlamentariker Søren Gade, der kunne trække sig ud som sejrsherre.
Med 17.998 personlige stemmer blev Søren Gade suverænt den kandidat, som trak flest personlige krydser. Han var dog skarpt forfulgt at Søren Pape, der fik 15.767 personlige stemmer. Det er imidlertid en markant tilbagegang i forhold til valget i 2019, da Viborg-politikeren fik 22.223 stemmer i kredsen.
Søren Gade blev opstillet i Vestjyllands Storkreds, efter at Venstre i valgperioden havde mistet de to tidligere næstformænd Inger Støjberg og Kristian Jensen.
Venstre-profilen, der af to omgange tidligere har været folketingsmedlem, fik ved folketingsvalget i 2015 femteflest personlige stemmer af alle politikere i Danmark. Hos Venstre var det kun overgået af den daværende formand, Lars Løkke Rasmussen.
Udenrigsminister opnåede ikke valg
Sjællands Storkreds: Jeppe Kofod, udenrigsminister i den socialdemokratiske regering, bliver ikke valgt ind i Folketinget. Det står klart, efter at alle de personlige stemmer i Sjællands Storkreds er talt op. Han fik dermed ikke et af partiets syv mandater.
De syv socialdemokratiske mandater er i stedet gået til ministrene Magnus Heunicke, Kaare Dybvad og Astrid Krag. Desuden er Frederik Vad, Kasper Roug, Mette Gjerskov og Rasmus Horn Langhoff blevet valgt. Jeppe Kofod manglede ca. 650 personlige stemmer i at få det 7. mandat.
Han blev ikke valgt til Folketinget ved valget i 2019, men blev i stedet hentet ind fra Europa-Parlamentet til opgaven som udenrigsminister.
Jeppe Kofod kan i princippet også fortsætte som minister i en ny regering, selvom han altså ikke opnåede valg. Det vil i så fald være op til den kommende statsminister at afgøre.
Tidligere minister ikke genvalgt
Sydjyllands Storkreds: Den mangeårige Venstre-medlem og tidligere minister Eva Kjer Hansen blev ikke valgt ind i Folketinget.
Det stod klart onsdag eftermiddag. Her fik hun ikke et af de tre Venstre-mandater i Sydjyllands Storkreds. I alt 4.224 borgere satte kryds ved hendes navn, hvilket er en halvering af stemmetallet ved forrige valg. Her fik hun 9.531 personlige stemmer.
»Det betyder, at jeg er ude, og det er et skuffende resultat. Det er mig, der bliver offer for, at Venstre bliver splittet i atomer, og at der er stemmer, der er gået til Lars Løkke og Inger Støjberg i stedet for. Og så må jeg konstatere, at jeg ikke har kunnet holde sammen på stemmerne i min egen kreds, og derfor rammer det mig,« sagde Eva Kjer Hansen til Ritzau.