Fortsæt til indhold
Nyhedsoverblik

De vigtigste nyheder 14. juli 2022

I dagens overblik over det vigtigste kommer vi forbi en dødsulykke i Tivoli Friheden, en markant melding fra strejkeramte SAS og en dansk cykelhelt, der forsvarede sin gule førertrøje mod rivalen.

1

Dødsulykke i Tivoli Friheden

En del af den største rutsjebane i Tivoli Friheden i Aarhus, Cobraen, rev torsdag eftermiddag sig løs, og politiet rykkede ud til meldingen om, at flere personer sad fast i en af forlystelsens vogne.

Den tragiske ulykke har kostet en 14-årig pige fra København livet, og en 13-årig dreng er indlagt med skader på den ene hånd.

Forlystelsesparken holder som minimum lukket til og med fredag, hvor den nærmere årsag til ulykken skal nu undersøges grundigt via bl.a. tekniske undersøgelser og vidneafhøringer på stedet, fortalte Østjyllands Politi på pressemøde.

Det er ikke første gang, at den italiensk byggede forlystelse har været genstand for en ulykke. I 2008, kort efter åbningen af Cobraen, kom fire personer i alderen 22 til 24 år slemt til skade, da den forreste vogn faldt af rutsjebanen.

2

Jonas Vingegaard forsvarer førertrøjen og øger forspringet

Tour-begejstringen herhjemme har utvivlsomt taget et nøk opad efter to danske etapesejre i rap, og Jonas Vingegaard skulle fra i dag forsvare sin gule førertrøje.

Hans største konkurrent Tadej Pogacar satte ind med et angreb på etapens sidste fire kilometer, men Vingegaard koblede sig på hjulet af Pogacar frem til målstregen og beholder sin føring på over to minutter.

Han formåede endda også at øge sit forspring til andre i toppen, da hans nærmeste forfølger inden etapen, Romain Bardet, kom i store problemer og mistede tid.

Torsdagens etape, der blev afgjort på det mytiske bjerg Alpe d’Huez, blev vundet den 22-årige Thomas Pidcock, der kørte alene i mål efter at have været en del af et udbrud.

3

Ny coronavariant er kommet til Danmark

Den meget smitsomme BA. 2.75-undervariant af omikron er første gang registreret hos en dansker, oplyser Sundhedsministeriet torsdag på Twitter.

Den smittede var kommet hjem fra en ferie i Grækenland, hvor vedkommende formentlig blev smittet.

BA.2.75 blev første gang fundet i Indien og har vakt opsigt, fordi den ser ud til at smitte meget hurtigt. Sundhedsministeriet skriver dog, at det endnu er uklart, om den er mere smitsom eller giver mere alvorlige sygdomsforløb end andre varianter.

4

SAS sætter tal på strejkens omkostninger

Hvis pilotstrejken fortsætter, kan det bringe overlevelsen for SAS i fare.

Så markant er meldingen fra topchef Anko van der Werff og bestyrelsen i SAS, som dermed lægger maksimalt pres på piloterne i de forhandlinger om en løsning på konflikten, som blev genoptaget torsdag morgen.

SAS anslår, at det daglige tab som følge af strejken er på mellem 70-90 millioner kroner, og at strejken allerede har kostet mellem 700-900 mio. kr.

Vil du modtage overblikket dagligt? Du kan f.eks. tilmelde dig nyhedsbrevet ”Aften” eller downloade app’en ”Jyllands-Posten Nyheder” og tillade push-notifikationer.

Artiklens emner
SAS
Twitter