Dagens vigtigste nyheder fredag d. 8. juli
Godaften og velkommen til dagens overblik. I dag starter vi i Japan, hvor landets tidligere premierminister i dag er blevet skuddræbt. Vi skal også forbi Frankrig, hvor en stejl etape er overstået. Vi slutter af på Ruslands Ambassade i Danmark, hvor ambassadøren kom med en overraskende udmelding om krigen i Ukraine.
Shinzo Abe dræbt af skud under tale
Den tidligere japanske premierminister Shinzo Abe blev fredag skudt i ryggen under en tale i byen Nara. Kort tid efter blev Abe erklæret død på et nærliggende hospital. En 41-årig mand er blevet arresteret efter episoden.
Shinzo Abe var premierminister i Japan i et år i 2006 og igen fra 2012 til 2020. Han er dermed Japans længst siddende premierminister.
Vingegaard slået på målstregen
Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) blev med ganske få meter slået af Tadej Pogacar (UAE Emirates) på Tour de Frances 7. etape.
»Det var virkelig svært. Specielt til sidst, hvor Jonas angreb. Han var så stærk,« sagde etapevinderen Pogacar i et interview på Tourens Twitter-profil.
Vingegaard er nu nummer to i det samlede klassement bag netop Pogacar.
SAS-fly skal hente turister hjem - men primært til Norge og Sverige
Fredag sendes 18 fly afsted, men herefter besluttes det dag for dag, hvor mange fly der kan sendes afsted, oplyser SAS.
I første omgang er det dog især fly til Stockholm og Oslo og kun et meget begrænset antal til København.
Tidligere lød det fra SAS, at der er planlagt 100 flyvninger fredag-søndag, men det nu usikkert, om det holder stik.
Ruslands ambassadør: Krigen går efter planen
Krigen i Ukraine går efter planen, siger Ruslands ambassadør, Vladimir V. Barbin, i et interview med Jyllands-Posten
Målet er at ”afnazificere” hele Ukraine, inklusive hovedstaden Kyiv, og disse mål vil blive indfriet, mener han.
»Vi er på vej, men der er stadig lang vej endnu,« siger ambassadøren.
Militæranalytiker og lektor hos Forsvarsakademiet, Claus Mathiesen, går direkte imod den vurdering og kalder diplomatens melding for »tågesnak«: »At hævde at alt går efter planen, det passer simpelthen ikke. Det er efterrationalisering.«