Fortsæt til indhold
NB-Nyhedsguiden

Nyhedsguiden 18. september 2026

Slut med »Barcelona-tilstande« på Bornholm?

Godaften, kære læser

Selv om solen gør sit bedste, bliver det mørkere dag for dag derude. Men måske er der alligevel håb for os, der let bliver bange for, hvad der gemmer sig i mørket? En minister vil i hvert fald gøre sit for at få bugt med »spøgelsesbyerne« rundt omkring i landet.

Det kan du læse mere om i dagens udgave af Nyhedsguiden. Her er overskrifterne:

  1. Minister til kamp mod »spøgelsesbyer«
  2. Forsker i hybrid krigsførelse bemærker ét ord i Donald Tusks tale
  3. Danmark fremrykker Ukraine-støtte efter signalblus-sag

Minister til kamp mod »spøgelsesbyer«

Det nye: Regeringen vil femdoble bøden for gentagne brud på bopælspligten.

Hvad er baggrunden? I løbet af sommeren blev det afsløret, at mange huse står tomme i flere danske feriebyer, når feriesæsonen er ovre. Det skaber ifølge børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) »spøgelsesbyer«, hvorfor han vil gribe ind over for snyd med bopælspligten. Og hans løsning? En lov skal hæve den maksimale bødestraf fra 20.000 kr. til 100.000 kr., hvilket er en nyhed, der bliver taget godt imod i de kommuner, som frygter »Barcelona-tilstande«.

Læs ministerens begrundelse for loven og reaktioner fra borgmestrene i to af de berørte kommuner i artiklen her.

Forsker i hybrid krigsførelse bemærker ét ord i Donald Tusks tale

Det nye: Den polske premierminister, Donald Tusk, fortalte torsdag, at Rusland planlægger »tilfældige« drone- og missilangreb mod Ukraines allierede.

Hvad er det særlige ved det? Vi har tidligere blandt andet hørt fra Forsvarets Efterretningstjeneste, at den hybride trussel fra Rusland mod Nato vil stige. Men Tusks omtale af de muligvis kommende »tilfældige« angreb er opsigtsvækkende, ifølge en lektor ved Forsvarsakademiet. Det indikerer nemlig en stigende russisk risikovillighed til at bruge våben, selv om det ikke nødvendigvis bliver i en væbnet konflikt.

Rusland vil ifølge lektoren forsøge at teste Nato og derved rokke ved støtten til Ukraine. Du kan læse om, hvordan det kan komme til at ske her.

Danmark fremrykker Ukraine-støtte efter signalblus-sag

Det nye: Danmark fremrykker og forøger en støttepakke til i alt 1,8 mia. kr. til Ukraine.

Hvad er det interessante? Fremrykningen sker på baggrund af hændelsen syd for Gedser, hvor en dansk helikopter mandag blev beskudt med signalblus fra en russisk fregat. Det fortalte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og forsvarsminister Jeppe Bruus (S) efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn fredag. »Hvis russerne tror, de kan ryste os ved at lave den slags, er vores modsvar, at vi optrapper vores støtte til Ukraine,« sagde Jeppe Bruus.

Netop et robust modsvar var også omdrejningspunktet i et svar, Jyllands-Posten tidligere på ugen modtog fra et af de baltiske lande, hvor frygten for russiske angreb lever i bedste velgående. Læs den historie her.

Også værd at vide

EU’s første storskala-CO2-lagring er åbnet i Esbjerg: Den første lagring af CO2 i stor skala i EU blev fredag indviet på havnen i Esbjerg. Herfra kommer et specialfremstillet skib årligt til at sejle 400.000 ton ud til det gamle oliefelt Nini Vest i Nordsøen, hvor drivhusgassen skal pumpes ned i undergrunden. Ifølge FN er netop lagring af CO2 altafgørende for at bremse den globale opvarmning.

Grov beskyldning mod kong Charles får kongehuset til at bryde tavsheden: Det britiske kongehus udtaler sig sjældent om påstande. Men det har det gjort, efter at prinsesse Dianas bror Charles Spencer har rettet en hård beskyldning mod kong Charles, der angiveligt skulle have sagt, »vi glemmer hende snart nok« om den afdøde prinsesse.

Udstedelsen af børneattester genoptages: Rigspolitiet oplyste fredag eftermiddag i en pressemeddelelse, at udstedelsen af børneattester genoptages, efter at arbejdet blev sat i bero den 2. september på grund af en fejl i Kriminalregistret. Det betyder, at landets kommuner igen kan ansætte blandt andet pædagoger i børnehaver og vuggestuer.

Dagens anbefaling

Min anbefaling i dag handler om en træningsform, undertegnede stiftede bekendtskab med for første (og nok også sidste) gang for et par uger siden.

Nemlig Hyrox, der kombinerer løb med øvelser ved træningsstationer.

Og ja – det er lige så modbydeligt hårdt, som det lyder.

Mindre hårdt er det at være de to tyske stiftere af virksomheden bag og opleve succesen, de har skabt, mens deres koncept er vokset. Deres rejse har min kollega Amalie Thieden sat under lup i denne artikel.

Tak, fordi du læser med. Rigtig god weekend.