Fortsæt til indhold
NB-Nyhedsguiden

Nyhedsguide 9. september 2026

Hver femte dansker er villig til at krydse togskinnerne, selv om advarselslysene blinker. »Alarmerende«, siger Banedanmark om resultaterne i en ny undersøgelse

Godaften

Så er jeg klar med dagens vigtigste nyheder på en dag, hvor vores naboer mod nord har taget en følelsesladet afsked med deres konge.

Dagens overskrifter i Nyhedsguiden er:

  1. Danskerne tager stadig større chancer ved jernbanen
  2. Norge har taget afsked med kong Harald
  3. Russisk droneangreb ved Moldovas grænse skaber dilemma for Vesten

Danskerne tager stadig større chancer ved jernbanen

Det nye: Antallet af ulykker og nærved-ulykker ved jernbaneoverskæringer steg sidste år med over 75 pct.

Hvad siger Banedanmark? Sidste år blev 104 bomme påkørt – det højeste antal i hvert fald siden 2019. I år er det frem til september sket 74 gange. En undersøgelse fra Trafikstyrelsen viser desuden, at hver femte dansker er villig til at krydse skinnerne, selv om advarselslysene blinker. Banedanmark kalder udviklingen alarmerende og vurderer, at flere tekniske løsninger ikke er nok. Derfor lancerer selskabet nu kampagnen »Du kan ikke lige nå det«, som skal ændre danskernes farlige adfærd ved jernbanerne.

Norge har taget afsked med kong Harald

Det nye: Kong Harald er onsdag blevet begravet ved en ceremoni i Oslo Domkirke med deltagelse af kongelige og regeringsledere fra en række lande.

Hvad er baggrunden? Efter ceremonien kl. 13 blev kongens båre ført i procession til Akershus Slot, hvor den nærmeste familie og særligt indbudte gæster deltog i en privat afsked. Begravelsen blev afsluttet med fire F-35-fly i en såkaldt »missing man-formation«. Blandt gæsterne var Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som blev mødt af klapsalver uden for domkirken. Kong Harald efterfølges af sin søn, kong Haakon. Du kan genlæse Jyllands-Postens liveblog fra dagen her. Eller en nekrolog om kong Harald her.

Russisk droneangreb ved Moldovas grænse skaber dilemma for Vesten

Det nye: To civile er blevet dræbt og tre såret i et russisk droneangreb mod en ukrainsk grænseovergang til Moldova

Hvad prøver Rusland på? Ifølge Claus Mathiesen, lektor ved Forsvarsakademiet, kan Rusland have tre mål med angrebet. At vanskeliggøre forsyningerne til Ukraine, skræmme vestlige lande fra at støtte landet og afprøve, hvor langt Rusland kan gå. Angrebet rammer et særligt følsomt område, fordi Rusland med en landforbindelse til udbryderregionen Transnistrien kan lægge pres på Moldova og landets ønske om at nærme sig EU og Vesten.

Også værd at vide

Den politiske leder for Frie Grønne Sikandar Siddique har tabt sin bopælssag, efter at han ankede til Digitaliseringsstyrelsen. Dermed står han til at ryge ud af Københavns Borgerrepræsentation.

Staten opgiver at anke en opsigtsvækkende dom, der fastslår, at Morten Storm arbejdede som agent for PET fra 2008 til 2012. Dermed står det fast, at tiden som agent i udlandet skal tælle med i beregningen af hans førtidspension, som hæves fra 67 til 82 pct. af den fulde ydelse.

Dagens anbefaling

Aldrig har danske skoleelever klaret sig dårligere i PISA-undersøgelsen. Siden offentliggørelsen i går har politikere og erhvervsliv efterlyst et markant kursskifte i folkeskolen.

Men skolen og politikerne kan ikke løfte opgaven alene. Forældrene har også et ansvar for blandt andet børnenes fravær, forberedelse og respekt for skolen, lyder det fra flere stemmer i dagens anbefaling.

Andre afviser dog, at forældrene har svigtet, og peger på, at mange allerede gør en stor indsats.

Læs artiklen om, hvem der har ansvaret for elevernes historisk dårlige resultater. Jyllands-Posten følger også med, når regeringstoppen torsdag holder pressemøde om PISA-undersøgelsen.

Tak for at læse med. Jeg håber, du får en god aften.