Nyhedsguide 12. august 2026
17-årige med kørekort koster millioner.
Godaften
Måske står du allerede nu og spejder mod himlen for at få øje på den delvise solformørkelse, som kan opleves over Danmark i aften. Men hvis jeg må låne fem minutter af din tid, så er der altså også sket andre ting i dag, som jeg gerne vil fortælle dig om.
Velkommen til Nyhedsguiden, hvor dagens overskrifter er:
- 17-årige med kørekort rammer trafikselskaber hårdt
- Hasteforespørgsel om migrantstrøm: V vil suspendere asylretten
- Solformørkelse får turister til at strømme til Spanien
17-årige med kørekort rammer trafikselskaber hårdt
Det nye: Trafikselskaber har oplevet et markant fald i salget af Ungdomskort og dermed faldende indtægter, efter at det blev lovligt for 17-årige at køre bil uden ledsager i dagtimerne. Det viser en rundringning foretaget af Jyllands-Posten.
Hvad er konsekvensen? De faldende indtægter giver et større sparebehov, som kan resultere i færre ruter eller længere tid mellem afgangene. Det gælder f.eks. i Region Nordjylland, hvor man skal spare i alt 60 mio. kr. i den kollektive trafik. Her er brugen af Ungdomskort faldet med omkring 12 pct., siden den nye kørselsordning trådte i kraft for omkring et år siden.
Hasteforespørgsel om migrantstrøm: V vil suspendere asylretten
Det nye: Onsdag holdt Folketinget en hasteforespørgsel efter anmodning fra blå blok om beskyttelsen af EU’s ydre grænser. Forespørgslen kom i kølvandet på den strøm af migranter, som kom til den spanske eksklave Ceuta i Nordafrika for nylig.
Hvad blev der sagt? Flere fra borgerlig blok ville vide, hvorvidt statsminister Mette Frederiksen (S) kan garantere, at der ikke kommer en folkeafstemning om det danske retsforbehold. Svaret lød, at regeringen ikke har nogen »planer om en folkeafstemning om retsforbeholdet«.
Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Morten Dahlin, mente, at det skal være muligt selv at bestemme, hvem man lukker ind i Europa. Til Jyllands-Posten siger han, at Danmark bør have mulighed for at suspendere asylretten i særlige tilfælde. Et forslag, som den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, kom med i et debatindlæg i Politico for nylig.
Solformørkelse får turister til at strømme til Spanien
Det nye: I dele af Spanien, Portugal, Grønland og Island vil blikket være rettet mod den mørklagte sol, når en total solformørkelse rammer disse områder. I Spanien er turisterne strømmet til i en grad, så myndighederne har måttet indføre tiltag for at kontrollere menneskemængderne.
Hvad sker der i Danmark? I Danmark vil omkring 85 pct. af Solen være dækket af Månen afhængigt af, hvor i landet man befinder sig. Dermed bliver solformørkelsen den dybeste siden 1954. Husk solformørkelsesbriller, hvis du vil kigge med. Hvis du ikke har fået fat i de eftertragtede briller, er der dog hjælp at hente i denne guide.
Også værd at vide
Jæger finder mandetorso ved Flensborg: En jæger har fundet en mandlig torso i et skovområde ved Flensborg. Den var pakket ind i plastic. Ligets identitet er ukendt.
Marius Borg Høiby får endnu et nej: En norsk ankedomstol har forkastet Marius Borg Høibys anke over at være varetægtsfængslet. Høiby, som er søn af den norske kronprinsesse, ønskede at blive løsladt med en omvendt fodlænke.
800 danske soldater ankommet til Letland: Over 800 soldater og hundredvis af køretøjer er ankommet til den danske lejr Camp Valdemar i Letland. Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse. Kampbataljonen skal frem til januar 2027 indgå i Natos kollektive forsvar af Baltikum.
Dagens anbefaling
7,3 mio. kr. Så meget har et forældrepar indsamlet over to år.
Pengene skal gå til behandling af deres otteårige søn, August, der lider af den ekstremt sjældne sygdom SGP50.
De mange penge kan i sidste ende komme langt flere børn til gode. De skal nemlig foruden at betale for behandlingen af August og en anden dreng med samme lidelse også gå til et forskningsstudie på Rigshospitalet.
Min kollega Thomas Lund Hansen har talt med Augusts far, Søren Jarl Christensen, som langt fra er færdig med sin kamp. Læs artiklen her.
Tak, fordi du læste med. Jeg håber, at du får set solformørkelsen!