Fortsæt til indhold
NB-Borgen nyhedsbrev

Politisk overblik

Troels vil ikke være Traktor-Troels

God eftermiddag

Dagens nyhedsbrev er mestendels skrevet i et IC3-tog på vej mod Aarhus, hvor jeg har kigget ud på bølgen blå, marker og enge. Og veje fulde af biler.

Udsigten matchede tilfældigvis det, du skal læse om i dag.

Derudover har regeringen holdt et pressemøde om de elendige PISA-resultater i folkeskolen, og de har netop varslet et »totalforbud« mod mobiltelefoner i landets skoler. Hop fluks ind på jp.dk og læs alt om udmeldingen der.

Her skal vi forbi tre historier.

  1. Stærkt lytteværdigt Troels Lund-interview
  2. Venstre-rebel underskriver spildevandsforslag
  3. Moderaterne klar til roadpricing

Troels Lund kan ikke lide traktor-kælenavn

DR’s podcastflagskib ”Genstart” har fået det interview, alle politiske journalister drømmer om at lave i de her dage:

Interviewet med V-formand Troels Lund Poulsen om partiets enorme krise oven på kvælstofloven, hvor 5 af 18 (!) folketingsmedlemmer brød partilinjen og stemte imod.

Det er et stærkt lytteværdigt afsnit på 27 minutter.

Troels Lund Poulsen erkender, at Venstre står midt i en skæbnestund - her står han med Søren Gade, der var det første V-medlem til at gå imod partilinjen ift. kvælstofloven, der torsdag i sidste uge blev stemt igennem i Folketinget. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

I den kuriøse ende: Troels Lund Poulsen kan ikke lide kælenavnet Traktor Troels, som han har haft, siden han for 20 år siden gav et interview til Jyllands-Posten.

Han har ellers før heddet Traktor-Troels på Instagram.

I den seriøse ende:

V-formanden var for »defensiv« på den grønne dagsorden i valgkampen, og partiet står midt i en »skæbnestund«, siger han i podcasten.

Rejsen mod det grønne virker dog ret svær.

For da ”Genstart”-vært Anna Ingrisch spørger, om han kan garantere, at alle 18 V-folketingsmedlemmer stemmer for et nationalt sprøjteforbud (hvilket er Venstres politik), svarer Troels Lund:

»Venstres holdning er klar: Det er, at vi får et nationalt sprøjteforbud. Hvordan vi så kan lave en politisk aftale med regeringen, det må de kommende måneder jo afgøre. Jeg kender ikke, hvad regeringen kommer med af forslag.«

Jeg forstår slet ikke svaret på spørgsmålet, som er: Kommer din folketingsgruppe samlet til at stemme for sådan et sprøjteforbud?

»Jeg synes jo, det er svært at sidde og diskutere et sprøjteforbud, som jeg ikke kender omfanget af. Men min linje er jo 100 pct. klar. Det er, at Venstre støtter et nationalt sprøjteforbud.«

NB. Podcasten ligger ikke der, hvor »du normalt lytter til dem«, som man siger.

I stedet skal du ind i appen DR Lyd.

Amanda Heitmann underskriver forslag om spildevand

Det nyvalgte fynske folketingsmedlem Amanda Heitmann har udviklet sig til lidt af en rebel i Venstre.

Først påstod hun, at høje nitratkoncentrationer i drikkevandet også skyldes alle mulige andre end landbruget.

Så gav hun urenset spildevand og lort skylden for problemer med vandmiljøet.

Flere forskere hældte hendes udtalelser totalt ned ad brættet i Jyllands-Posten.

Noget »vås«, en »løgn« og »ærgerligt, forstyrrende og irriterende, at der kommer de her påstande, som skaber tvivl,« sagde de.

Så stemte Amanda Heitmann mod kvælstofloven i torsdags.

Og nu blander hun sig igen i spildevandsdebatten.

Heitmann har underskrevet et borgerforslag fra en tidligere minkavler, der kræver bedre kontrol med spildevandet.

»Hvor meget bliver der udledt, og hvilke konsekvenser har det for vores havmiljø? Det er lige netop DET spørgsmål der har stået ubesvaret hen igennem mange årtier, for det rigtige tal findes ikke«, står der i borgerforslaget.

En officiel rapport viser ellers, at spildevand tegner sig for under 10 procent af kvælstofudledningen, og at landbruget tegner sig for 90 pct. af den menneskeskabte kvælstofudledning.

Marie Bjerre, Venstres miljøordfører, sætter sin kollega på plads.

»Som politisk parti valgt til Folketinget er det ikke vores opgave at underskrive borgerforslag, men at forholde os til indholdet,« siger hun til Politiken, der har historien.

Læs den her.

Moderaterne vil ændre bilskatter

Fra 1. januar 2028 skal beskatningen af biler ændres markant.

Det mener Moderaterne.

Regeringspartiet foreslår nu en helt ny model, der lyder sådan her.

En flad vejafgift, der i begyndelsen skal gælde alle, men på sigt skal betales af dem, der kører mest. Altså en slags roadpricing.

Til gengæld skal registreringsafgiften helt afskaffes. I første omgang på elbiler, men på sigt også for fossilbiler.

»Vi ønsker en reform af bilbeskatningen, hvor vi går fra upfront betaling til løbende betaling,« fortæller finansordfører Lars Aagaard (M) til Jyllands-Posten.

Læs historien her.

Det var alt for nu, god eftermiddag og aften.

Anders Redder, journalist på Jyllands-Postens Christiansborg-redaktion