Allerslev blev genvalgt - men sender nu officielt sit mandat videre
Efter boykot og mistede gæster bliver Trumps navn fjernet fra hotel. Danmark får 14 kvindelige borgmestre. Tre er savnet amerikansk flystyrt i det Filippinske Hav.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og få nyhedsværtens overblik på tre minutter.
Tidligere spidskandidat takker for stemmerne, men bekræfter farvel
Anna Mee Allerslev, som før valgkampen trak sig fra sin borgmesterpost i Københavns Kommune og som radikal spidskandidat efter en række kritiske sager i medierne, fik ved tirsdagens kommunalvalg personlige stemmer nok til, at hun formelt blev valgt ind i Københavns Kommune.
På grund af reglerne for opstilling til kommunalvalget kunne politikeren ikke få fjernet sit navn fra listen, og hun fik således 1.123 stemmer, hvilket var nok til at sikre den tidligere beskæftigelses- og integrationsborgmester partiets femte og sidste mandat. Hun fik flere krydser end Christopher Røhl Andersen, der løb med 1.009 personlige stemmer.
»Tak til de 1.123 københavnere, der har stemt på mig. Det har været en glæde, et privilegium og en ære at være folkevalgt. Desværre har jeg, som I ved, besluttet ikke at modtage valget. Derfor overgår mine stemmer - og mit mandat - til Radikales førstesuppleant,« skriver Anna Mee Allerslev onsdag morgen på sin Facebook-profil og tilføjer:
»Tak for jeres støtte og de mange venlige ord, jeg har fået i de seneste uger.«
Det skal nu rent teknisk afklares, hvordan Anna Mee Allerslev formelt set kan trække sig. Hun har selv brugt formuleringen, at hun trækker sig på grund af personlige forhold.
De radikales nye spidskandidat, Mia Nyegaard, har fået flest personlige stemmer - 3.844 styk.
Trump Soho hotel smider Trump-navnet
Et fashionabelt New York-hotel har besluttet at fjerne navnet Trump fra sin titel.
Hotellet var en gang en prestigeejendom i den amerikanske præsident Donald Trumps ejendomsimperium, men nu har The Trump Organization indgået aftale med The Trump SoHo hotel om at afslutte en licensaftale.
Meldingen fra The Trump Organization, som er ejet af Trump, kommer efter problemer med boykotter og faldende omsætning og betyder, at Trump Organization nu stopper med at administrere hotellet og beboelse-tårnet, ligesom navnet Trump fjernes.
Tårnet, som ligger i Manhattens hippe turistområde, var dog også kilde til kontroverser, inden Trump blev præsident. En af de oprindelige pengemænd bag projektet viste sig at være en forretningsmand, som var blevet dømt for mafiarelateret aktiebedrageri. Senere blev Trumps tre ældste børn anklaget for at have bedraget købere af lejligheder i bygningen - en sag der blev indgået et forlig om i 2011.
Der har også været flere tegn på, at hotellet var i problemer. Ifølge New York Times har hotellet sænket værelsespriserne; basketballhold har boykottet hotellet, og tidligere i år lukkede dets sushirestaurant.
Trump har også sit navn på hoteller mange andre steder i verden, men mens nogle kæmper, har andre øget sin omsætning, siden Trump er blevet præsident, skriver Bloomberg.
Valgets fem største topscorere er alle socialdemokrater
Efter stemmeoptællingen fra valget tirsdag er det nu muligt at udpege kommunalvalgets største stemmeslugere. Ikke overraskende er det borgmestrene fra landets største kommuner, der er løbet med flest personlige stemmer. De fem mest populære kommunalpolitikere målt på personlige stemmer kommer alle fra Liste A.
Den aarhusianske borgmester, Jacob Bundsgaard (S), der har opnået genvalg, fik næsten 39.841 stemmer og slog dermed sin personlige rekord fra 2013.
Danmark får 14 kvindelige borgmestre
Efter tirsdagens kommunalvalg står det nogenlunde klart, at det i langt de fleste af landets 98 kommuner bliver mænd, der kan hænge borgmesterkæden om halsen. Mens der i nogle ganske få kommuner endnu forhandles om konstitueringer, viser en opgørelse fra DR, at 82 af de kommende borgmestre er mænd, mens 14 er kvinder. Det er en lille fremgang i forhold til valget i 2013, hvor 12 kvinder kunne sætte sig i borgmesterstolen.
I otte kommuner er der tale om genvalg af kvindelige borgmestre, og i Holbæk, Køge, Stevns og Fanø er det kvinder, der overtager posten fra mænd. I Thisted og Hillerød er de indtil nu siddende kvindelige borgmestre blevet skiftet ud med andre vindere af samme køn.
»I over halvdelen af kommunerne har der ikke været opstillet kvindelige spidskandidater fra hverken Socialdemokratiet, Venstre eller Konservative, så det har faktisk ikke været muligt at stemme på en kvindelig borgmesterkandidat i halvdelen af kommunerne,« siger lektor i køn og europæisk politik ved europastudier på Aarhus Universitet, Christina Fiig, til DR.
Tre er savnet amerikansk flystyrt i Det Filippinske Hav
Ifølge USA's flåde var der 11 personer om bord på C2-A Greyhound transportflyet, da det styrtede onsdag. Otte mand blev reddet og er i god behold på hangarskibet "USS Ronald Reagan", men amerikanske og japanske fartøjer og fly søger stadig efter de sidste savnede, fortæller CNN.
Ulykken er blot den seneste af mange det seneste år for USA's 7. flåde. Tidligere i år kolliderede et af dets skibe med et handelsskib, hvorved 17 marinesoldater blev dræbt.
DET ER DER SKET I NAT
Politiet i Papua Ny Guinea er rydder barrikaderet australsk flygtningelejr. Hundredvis af mænd har nægtet at forlade lejren på øen Manus, efter at den blev lukket med udgangen af oktober. Australien har kontroversielt indgået en aftale med Papua Ny Guinea om at tilbageholde asylansøgere, som ankom med båd. Men tidligere i år fastslog en australsk domstol, at lejren var forfatningsstridig. Mange af mændene i lejren har imidlertid nægtet at forlade stedet, og Australiens premierminister Malcolm Turnball har sagt, at Australien ikke vil lade sig presse til at tage imod dem, skriver BBC.
Fransk politi har anholdt stenrig russisk politiker, som mistænkes for pengehvidvask og skatteunddragelse. Suleiman Kerimov, der er en af Ruslands rigeste mænd, blev arresteret mandag i Nice. Rusland har indkaldt en fransk diplomat i Moskva til at stå skoleret for at protestere og kræve Kerimov løsladt øjeblikkeligt, skriver The Guardian. Kerimovs familie kontrollerer Ruslands største guldproducent og har en anslået formue på 6,3 mia. dollar.
En usædvanlig lyd blev opfanget kort efter ubåds forsvinden. Eftersøgningen efter en savnet argentinsk ubåd er gået ind i sin kritiske fase, og håbet om at finde de 44 besætningsmedlemmer i live svinder, da der kun er ilt om bord til syv dage. Flåden har angiveligt opfanget en usædvanlig lyd fra ubådens sidst kendte position, tre timer efter man mistede kontakten med ubåden den 15. november.
DET SKRIVER DE ANDRE MEDIER OM
- Altinget: Flere af Folketingets partier mistænker miljø- og fødevarerminister Esben Lunde Larsen (V) for at skjule vigtig viden om udviklingen i det danske havmiljø.
- DR: Klimaforandringerne bliver værre, end vi har troet, og vi kan godt vinke farvel til målsætningen om at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader, og to grader ser efterhånden også urealistisk ud, vurderer den danske klimaprofessor og direktør for Nansen Centeret i Bergen, Sebastian H. Mernild.
- Avisen.dk: En medarbejder i en chefstilling i Dansk Journalistforbund er blevet suspenderet, efter at flere tidligere ansatte har anklaget vedkommende for sexchikane og seksuelle krænkelser.
- Berlingske: Fordelen ved at sidde på borgmesterposten er vokset betydeligt. Antallet af borgmestre med absolut flertal er fordoblet. Ni af dem regerer i hovedstadsområdet.
DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG
Retten i Holbæk forventes at afsige dom i sagen mod en 46-årige murer, der er anklaget for at have solgt adskillige produkter indeholdende cannabisolie sammen med fire andre.
Både Københavns Vestegns Politi og Københavns Politi har på grund af bandekonflikten oprettet visitationszoner i og omkring København. Visitationszonerne udløber i dag.
De danske mestre fra FC København spiller kamp mod Lokomotiv Moskva i gruppespillet i Europa League. Holdene i FCK's gruppe er russiske Lokomotiv Moskva, Sheriff Tiraspol fra Moldova og Zlin fra Tjekkiet.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.t